Styrelsen: Stem på Simon Faber

Skoleforeningen peger på den siddende overborgmester, Simon Faber (SSW), ved det kommende valg.

Dkflaobvalg

Den 5. juni er der valg til overborgmesterposten i Flensborg. Det er SSWeren Simon Faber, der har siddet på posten siden 2011.

- For Dansk Skoleforeningen er det helt klart, at vi støtter SSWs kandidat til overborgmesterposten, siger Skoleforeningens formand Udo Jessen.

- Med Simon Faber i spidsen for byens forvaltning har der været et tæt samarbejde mellem Skoleforeningen og især den pædagogiske- og byggeafdelingen i byen. Flensborg er en af de kommuner, som går forrest, når det handler om ligestilling af vores børnehave- og skolebørn. Det er igen et bevis på, at mindretallet har gode vilkår de steder, hvor mindretallets parti, SSW, står stærkt, siger Udo Jessen.

Med en sydslesvigsk borgmester i forvaltningen i Flensborg er der efter formandens mening en anden forståelse for de særlige udfordringer, det er at drive dansk pædagogisk virksomhed i landsdelen.

- Forvaltningen forstår nemlig godt, at for eksempel byens skolesocialarbejdere på de danske skoler har brug for nogle helt specielle pædagogiske kvalifikationer, som vi oftest får ved, at folk er uddannet i Danmark, siger Udo Jessen.

For Skoleforeningens formand er det en selvfølge, at de danske institutioner har til opgave at give børnene en bred politisk dannelse.

- Men i Skoleforeningens styrelse er det vores budskab til foreningens medlemmer, at vi mener, at der ikke kan herske tvivl på, at det er SSW, som varetager Skoleforeningens interesser. Dansk Skoleforening og hele det danske mindretal ville ikke stå, hvor vi står i dag, uden SSWs utrættelige arbejde for os. I sidste ende er der kun et parti - og det har historien vist mange gange - der i enhver situation arbejder for at sikre mindretallets rettigheder, nemlig SSW. Derfor opfordrer vi medlemmerne i Flensborg til at gå til valg, og vi anbefaler at stemme på Simon Faber den 5. juni og i et eventuelt stikvalg to uger senere, siger Udo Jessen.