Sparetider i Skoleforeningen

Der skal spares cirka to procent af det samlede budget.

Dkflafællesrådsmøde -14375

Skoleforeningens direktør Lars Kofoed-Jensen præsenterede på det seneste fællesrådsmøde driftsbudgettet for finansåret 2016.
Han forklarede indledende de generelle vanskeligheder ved budgetlægning og prognosticering af fremtidige udviklinger. Udarbejdelsen af det reviderede budget 2016 havde vist behovet for at spare cirka to procent af Skoleforeningens samlede budget. Sparekravet skulle omsættes ved en reducering af institutionernes arbejdstimetildeling med tre procent med virkning fra sommerferien og en foreløbig tilbageholdning af ti procent af institutionernes bloktilskud. Der var tale om to konkrete foranstaltninger for indeværende år. Med henblik på budgetlægningen for de kommende år ville der være mulighed for at undersøge og drøfte andre optioner, som for eksempel kommende lønforhandlinger og strukturforandringer på institutions- og administrationsplan.

Bekymringer

Alexander von Oettingen, Jens Jessen-Skolens skolekreds, pegede på, at Skoleforeningens små institutioner bliver uhensigtsmæssigt hårdt ramt af sparekravet for 2016. Det er generelt nemmere for større enheder at absorbere besparelser. På grund af manglende kendskab til baggrundsfaktaene er det vanskeligt for fællesrådsmedlemmerne, at bidrage med spareforslag. Som konkret forslag til kommende drøftelser nævnte han dog, at man for eksempel kunne se nærmere på udgifterne til vikarordningerne og de høje vikarlønninger på skoleområdet. Tanja Selle, Jens Jessen-Skolens skolekreds, ytrede sin bekymring for eventuelle afskedigelser og opfordrede til, at man skulle undersøge andre løsninger, som for eksempel en forhøjelse af forældrebetalingen svarende til bidragene ved offentlige tyske institutioner. Andree Paulien, Skovlund-Valsbøl Danske Skoles skolekreds, stillede et forståelses-spørgsmål til udgifterne til bygninger og grunde.
Lars Kofoed-Jensen oplyste, at de løse vikarordninger på skolerne kun udgjorde en halv procent af Skoleforeningens samlede lønsum på skoleområdet. Der skulle dog i fremtiden også ses nærmere på blandt andet tildelingen af institutionernes vikartimer og på overtimeforbruget. Små institutioner er på grund af deres personalenormering stort set friholdt for reduceringen af arbejdstimetildelingen. Der er desuden afsat nogle få ekstra midler til eventuelle særbevillinger til institutioner, der mod forventning skulle komme i knibe. Lars Kofoed-Jensen understregede, at ingen fastansatte lærere ville blive afskediget i forbindelse med de aktuelle besparelser. Timereguleringerne ville blive foretaget i forbindelse med naturlig afgang. Forældrebetalingen skulle generelt svare til bidragshøjden på tilsvarende offentlige institutioner. For at kunne dække det aktuelle sparekrav ville det dog være ensbetydende med en urealistisk forhøjelse af skolebidraget til 166 euro.

Kvalifikationer

Lars Kofoed-Jensen fremhævede også med henblik på lønniveauet, at der skulle tages højde for rekrutteringen af kvalificerede medarbejdere fra Danmark. Lønningerne skulle dog indgå i drøftelserne af kommende besparelser.
Susanne Weitz, Husum Danske Skoles skolekreds, var bekymret for de stadigt stigende opgaver og belastninger på skoleområdet og kritiserede besparelsesplanerne for institutionerne. Time- og blok-tildelingerne skulle ikke beskæres, men forhøjes. Hun undrede sig over, at man ikke tidligere er faldet over det forventede underskud, og efterlyste en mere rettidig information af fællesrådsmedlemmerne. Wolf Semm, Jørgensby-Skolens skolekreds, spurgte, om der i budgettet er taget højde for eventuelle risikofaktorer i forbindelse med ombygningen af Duborg-Skolen.
Lars Kofoed-Jensen oplyste, at der lige fra starten havde været åbenhed omkring de reviderede budget-beregninger, og henviste til sit brev til samarbejdsrådene og institutionerne af 26. februar 2016. Der var stadig en vis risiko for, at der skulle investeres flere midler i projektet på Duborg-Skolen end oprindeligt budgetteret. Skoleforeningens egne indskud kunne dog bogføres som investeringer i bygningsforbedringer og dermed afskrives. Budgettet blev godkendt med fem modstemmer og syv afholdelser.

Daniel Dürkop