Skovlund Børnehave vinder koncert

Lasse, Lulu og den lyserøde hest kommer til Sydslesvig.

Lunderskov 021

Det blev Skovlund Børnehave, der vandt børnehavekoncerten med Lasse, Lulu og den lyserøde hest. Koncerten finder sted torsdag den 15.10 kl. 13.00 i Valsbøl skole.

Hostrup, Lyksborg, Sønderbrarup, Sild, Kilseng, Egernførde og Hiort Lorenzen Skolens Børnehaver deltog også i konkurrencen. Styregruppen havde meget svært ved at udvælge blandt de forskellige børnehaver, da alle havde indsendt flotte lydfiler med Mariehønen Evigglad. Børnene var meget meget engagerede i at synge sangen, og alle havde fortjent at vinde en koncert. Men måske kommer turen til dem til næste år!

I DR's monopoldage var han kendt som et af landets største ikoner indenfor børneunderholdning. Han huserede ustandseligt i DR's Legestue, Fjernsyn for dig, Børnenes Julekalender m.m. og nu får børnene mulighed for at opleve Lasse Lunderskov i Skovlund Børnehave, når han præsenterer et show, der er sat sammen af ham selv og hans to, nu voksne børn Mathilde og Lukas Lunderskov.

Forestillingen har titlen »LASSE, LULU OG DEN LYSERØDE HEST«.

Lunderskov 031»Lasse, Lulu og den Lyserøde Hest« er en musikalsk kollage bestående af originale sange, skrevet af de medvirkende Lasse Lunderskov, Mathilde Lunderskov og Lukas Lunderskov, der foruden selv at deltage I løjerne også præsenterer publikum for den i titlen nævnte lyserøde hest, der viser sig at være en drilagtig »skør skimmel«. 

Senere dukker larven Lulu op med  stor appetit på fluer samt et inderligt ønske om at blive til en sommerfugl. Der vil også blive lagt æg, og en bondemand viser sig at være »rapper«, som rapper om dyrene på sin gård. Alt i alt en lettere gakket forestilling i børnehøjde og som sagt med masser af musik og sang.