Skoleforeningens regnskab på fællesrådsmødet

Medlemmer godkender årsrapporten enstemmigt.

Dkflafællesrådsmøde -14375

Lige inden påske blev der afholdt fællesrådsmøde i Skoleforeningen på Oksevejens Skole i Flensborg.
Skoleforeningens revisor Klaus Grønbæk fra revisionsfirmaet BDO præsenterede årsrapporten, som var blevet godkendt uden forbehold. Han kom blandt andet ind på Skoleforeningens anlægstilskud og langfristede gæld, projektdokumentation og forbedringer på IT-området. Konkluderende attesterede Klaus Grønbæk Skoleforeningen et stigende aktivitetsniveau, en hensigtsmæssig, sparsommelig og effektiv administration. Der er også den nødvendige funktionsadskillelse, en god budgetopfølgning og en positiv økonomirapportering og evalueringskultur samt en ansvarlig forvaltning i overensstemmelse med modtagne bevillinger.
Alexander von Oettingen, Jens Jessen-Skolens skolekreds, henviste i debatten til evalueringen af testningen i faget dansk og gjorde opmærksom på, at testresultaterne fra 2015 til trods for den særlige sprogindsats ligger på cirka samme niveau som tallene fra år 2006. Jens-Søren Jess, Jørgensby-Skolens skolekreds, spurgte ind til omfanget af ikke øremærkede midler, og om anlægslån tilsikret i tingbogen blev nedskrevet. Han bad desuden om en forklaring på differencen mellem pensionsydelserne og tilskuddene fra pensions-fonden.

Positiv udvikling

Med henblik på testningen pegede Klaus Grønbæk på den positive udvikling i forhold til resultaterne fra år 2011. Han oplyste, at Skoleforeningens disponible likviditet udgør cirka 2,5 mio. euro. Han meddelte, at han som regel anbefaler, at organisationer råder over frie midler til dækning af lønforpligtelserne for to måneder. Skoleforeningen skal aktuelt dække månedlige personaleudgifter på 6 mio. euro. Den danske stat eftergiver ikke gæld, og lån bliver derfor ikke nedskrevet. Lån fra delstaten Slesvig-Holsten frigives derimod efter 25 år.
Direktør Lars Kofoed-Jensen glædede sig over BDO's påtegning og henviste til drøftelsen af regnskabet ved de regionale møder. Han så bort fra en detaljeret gennemgang af talmaterialet og pegede på få fremtrædende punkter, som blandt andet stigningen af indtægterne og udviklingen af personaleomkostningerne. Personaleudgifterne udgør mere end 80 % af Skoleforeningens budget. Kommende løn-krav vanskeliggør derfor budgetlægningen og gør økonomien mere sårbar. Som svar på spørgsmålet angående pensionsmidlerne forklarede han, at hovedparten af pensionsudgifterne betales af Pensions-fonden af 1951, medens blandt andet andelen, der er bundet til Sydslesvigtillægget, finansieres via Skoleforeningen.

Overskuddet

Burkhard Klimm, Husum Danske Skoles skolekreds, spurgte ind til placeringen af overskuddet fra resultatet 2015 og foreslog, at pengene anvendes til umiddelbar gavn for børnene. Han ville vide, hvad Skoleforeningens fri egenkapital bruges til, og hvem der råder over midlerne. Jens-Søren Jess, Jørgensby-Skolens skolekreds, satte fagforeningen ver.di's aktuelle lønkrav på 6,5 % for det teknisk-administrative personale i relation til en samlet højere lønstigning for pædagoger og lærere indenfor de sidste 15 år. Han pegede desuden på lovsikringen af de offentlige tilskud til Skoleforeningens aktiviteter.
Lars Kofoed-Jensen svarede, at resultatet fra 2015 er placeret i Skoleforeningens samlede egenkapital, og at det gælder om at sikre betalingen af lønforpligtelserne. I sidste ende er det dog Fællesrådets afgørelse, hvordan midlerne anvendes. Klaus Grønbæk forklarede, at egenkapitalen stort set er bundet og hovedsageligt låst i fast ejendom. Der er derfor ikke tale om frie midler. Formand Udo Jessen understregede, at der til trods for den seneste positive udvikling desværre ikke findes nogen absolut sikkerhed angående tildelingen af offentlige tilskud.
Regnskabet blev enstemmigt godkendt med tre afholdelser.

Daniel Dürkop