Skoleforeningen vil have flere danske praktikanter

En partnerskabsaftale med UCSyd er blevet indgået i denne måned.

Skoleforeningen vil have mange flere danske praktikanter ned til Sydslesvig på skoleområdet. Dette mål ser man frem til at opnå med den netop indgåede partnerskabsaftale med UCSyd omkring praktikvirksomheden. Aftalen er et produkt af det gode og tætte partnerskab der er mellem UCSyd og Skoleforeningen.
- I forlængelse af den nye læreruddannelse har den danske regering opfordret uddannelsesstederne til at lave kommunale aftaler. Med den aftale vi nu har med UCSyd bliver Skoleforeningen faktisk ligestillet med en dansk kommune på praktikområdet, og det er et rigtig vigtigt signal, siger skolekonsulent Eberhard von Oettingen.
Målet med aftalerne er at lærerstuderendes praktikophold bliver vægtet noget mere i den nuværende læreruddannelse og Skoleforeningen har valgt at omstrukturere praktikvirksomheden, så den bliver udviklet i forhold til de krav UCSyd har i forhold til de fag, praktikstuderende skal undervises i og den vejledning de skal have.
Regionale praktiksteder
Der skabes tre regionale praktiksteder på vestkysten i Slesvig og i Flensborg, hvor der vil være praktikvejledere og det nødvendige antal praktiklærere Skoleforeningen efterhånden opkvalificerer. I samarbejde med skolerne arbejder skolekontoret på at udvikle skolepraktikken i Sydslesvig.
– Vi skal have fokus på den danske praktik i Sydslesvig- helt klar med den tanke, at vi gerne vil rekruttere flere danske lærere, siger Eberhard von Oettingen. Lige nu har vi mange sydslesvigere der ønsker praktik på vores skoler. Men vores særlige mindretalsvinkel i dannelses- og skolesammenhænge bør også kunne tiltrække flere danske studerende. Jeg tror vi skal blive bedre til at formidle dette og gøre os attraktive. Det er vi i gang med nu, siger han.
Samtidig slår Skoleforeningen fast, at det i fremtiden ikke længere vil være muligt for lærerstuderende, der kommer fra Sydslesvig, at være på en skole i Sydslesvig i 1. praktikperiode, mens de er velkomne i 2. og 3. praktikperiode. I øvrigt opfordrer Skolekontoret skolelederne til at anbefale sydslesvigske studerende at søge alle praktikperioder i Danmark, da det vil ruste dem bedre til en kommende stilling ved Skoleforeningen.
På dagtilbudsområdet har der allerede gennem længere tid været et fast samarbejde, så dagtilbuddene i Sydslesvig fungerer på lige fod med institutionerne i Danmark.