Skoleassistenterne er ikke »on top«

I samspillet mellem de nye skoleassistenter, skoleledsagerne og skolesocialarbejdere er der plads til optimering. Delstaten og kredsene er ikke enige om ressourcefordelingen. Både i ministerierne og i kredsforvaltningen ser man et behov for at tale sammen.

Skoleforeningen har nu fået bevilliget penge fra undervisningsministeriet i Kiel til at ansætte skoleassistenter. Ministeriet har ligeledes sagt god for en særordning, som Skoleforeningen havde bedt om.
- Vi har søgt om at kunne lave en såkaldt pool-ordning, hvor skoleassistenterne bliver ansat på særligt udvalgte skoler, siger Skoleforeningens afdelingsleder Olaf Runz.
Samtidig med, at skoleassistenterne nu for alvor kan blive ansat i de slesvig-holstenske skoler, sætter kredse og sociale organisationer spørgsmålstegn ved, om skoleassistenterne er et supplerende tilbud som kommer »on top«, som undervisningsminister Britta Ernst (SPD) har udtrykt det.
- Kredsene skærer ned på skoleledsagere i takt med, at der bliver ansat skoleassistenter, hedder det fra Paritätischer Wohlfahrtsverband i Slesvig-Holsten. Skoleledsagernes opgave er at hjælpe elever med særlige behov i at tackle skolehverdagen. Arbejdsområderne rækker fra at ledsage fysisk handicappede unge til at understøtte elever med adfærdsvanskeligheder i pædagogiske kerneopgaver.

Ikke supplerende

For Slesvig-Flensborgs landråd, Wolfgang Buschmann, er skoleassistenterne ikke et supplerende tilbud.
- Landet finansierer skoleassistenterne, mens skoleledsagerne betales af kredsene eller de kredsfrie byer. Samtidig har delstaten hidtil betalt kredsene penge for, at skoleledsagerne også understøtter børn med adfærdsvanskeligheder i pædagogiske kerneopgaver.
- Men det vil delstaten ikke længere betale, fordi de nu ansætter skoleassistenter. Derfor kan kredsene selvfølgelig ikke længere bevillige skoleledsagelse til disse opgaver, siger Wolfgang Buschmann.
I socialministeriet i Kiel indrømmer man, at der ikke længere ydes kompensation for kredsene på dette specielle område. Det medfører ifølge ministeriet dog ikke en ringere service over for børnene.
- Vi styrker hjælpen i de pædagogiske kerneopgaver igennem skoleassistenterne, derfor betaler vi ikke længere kredsene for at yde den samme hjælp igennem skoleledsagerne. Det må dog ikke føre til, at kredsene ensidigt sparer skoleledsagere væk, der har andre opgaver, hedder det i ministeriet.
Forvirringen er stor hos skolerne og forældrene. Mange af dem ved ikke, om og i hvilket omfang skoleledsagerne spares væk. Lederen af Slesvig-Flensborgs socialmyndigheder, Johannes Merkel, henviser til, at kredsen i nogle tilfælde har kortet timeantallet, men ikke har strøget skoleledsageren i et eneste tilfælde. Johannes Merkel ser et stort behov for, at alle involverede sætter sig ned og snakker sammen. For hele systemet med skolesocialarbejdere, skoleassistenter og skoleledsagere kører ikke optimalt.
- Der er plads til forbedring, og vi forbereder i kredsen et møde mellem politikere og fagfolkene på området for at se på, hvilke muligheder der er.
Både i socialministeriet og i undervisningsministeriet i Kiel ser man ligeledes behovet for at snakke sammen og gøre strukturen mere smidig.
- Det er vores mål at samle ressourcer og give støtte fra en hånd, hedder det i socialministeriet.

Daniel Dürkop