Silja fandt to hjem i Sydslesvig

Dansk elev tilbringer bonusår i det danske mindretal.

Siljatyskland

Silja fra Silkeborg har lyst til at bo i Sydslesvig i et år og gå i 10. klasse på en dansk skole. Hun skal bo på Ungdomskollegiet i Flensborg mandag til fredag og i en sydslesvigsk familie i weekenden.

Silja er første kandidat til det projekt, Skoleforeningens rejsekontor kalder »frivilligt 10. bonusår som udvekslingselev i Sydslesvig«: En elev fra Danmark kommer ned og bor hos en værtsfamilie, går i en af de danske skoler og færdes - på tværs af sprogene - i et netværk med danske/tyske/sydslesvigske unge.

Win-win situation

Det er en win-win situation, hvor det at have én rigsdansk elev i klassen har positiv indflydelse på det danske »klassesprog«, og hvor det at have et dansk »gæstebarn« kan styrke familiens danske hjemmesprog. Samtidig får den unge udvekslingselev fra Danmark kendskab til mindretallet syd for grænsen og får helt naturligt igennem den daglige færden i byen, til fritidstilbud osv. styrket sit tysk.
Silja er født i Kiel, hvor hun og hendes danske familie har boet i syv år. Efter at de flyttede tilbage til Danmark, har Silja så godt som muligt forsøgt at holde det tyske sprog ved lige. Silja har tre søskende, hendes hobbyer er fodbold og musik.

Daniel Dürkop