Samrådet diskuterede Christianslysts fremtid

Foreningerne i Det Sydslesvigske Samråd forsøger at afværge, at kursuscentret lukkes til efteråret.

- Vi har ikke længere råd til at drive Christianslyst, og det at drive lejr-
skole hører ikke med til vores kerneområder. Så kontant var udmeldingen fra SdUs formand, Kirstin Asmussen, på det ekstraordinære møde i Det Sydslesvigske Samråd på Flensborghus onsdag aften. Organisationerne i Samrådet var mødt op for at diskutere, om og i hvilket omfang kursuscentret og lejrskolen i Angel har en fremtid. Og der var enighed om, at det, der er brug for for at kunne besvare dette spørgsmål, er tid.
- Jeg ved ikke, om Christianslyst har en overlevelseschance, men Skoleforeningen vil gerne give en hånd til, at vi får tid til at drøfte situationen, sagde Skoleforeningens formand, Udo Jessen, på samrådsmødet.
Skoleforeningen har derfor tilbudt at købe ydelser, for eksempel i form at lejrskoleophold for sydslesvigske skoleklasser, og varetage pedelarbejde i den tid, hvor Christianslyst er lukket, samt hjælpe med den telefoniske bookning af lejrskoleophold.
- Alt i alt taler vi om et beløb, der cirka svarer til de 20.000 euro, som Grænseforeningen har givet tilsagn om at stille til rådighed for Christianslyst, sagde Udo Jessen.
- Lad os skaffe en tidsramme på tre år til at kunne diskutere i ro og fred, sagde han.
For Skoleforeningen er det især vigtigt, at den lejrskolekapacitet, der står til rådighed på Christianslyst, ikke forsvinder fra en dag til den anden.

En vigtig brik

- Vi har gang i alle mulige kampagner, som skal øge danskernes viden om Sydslesvig. Christanslyst er en brik i dette oplysningsarbejde, og vi skal derfor sikre overnatningsmuligheder for danske skoleklasser, der tager på lejrskoler, sagde Udo Jessen.
Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen, opfordrede til, at der nu nedsættes et udvalg, som ser på, hvilke mursten mindretallet har brug for, og hvilke der skal sælges.
- Der er brug for en proces der bringer os fremad, sagde han på mødet.
SdU skal nu frem til det næste samrådsmøde i slutningen af maj se på de forskellige forslag, som udover økonomisk støtte fra Skoleforeningen og Grænseforeningen blandt andet handler om at nedbringe Christianslysts underskud ved at lukke centret i de måneder, hvor der ikke er lejrskoleaktivitet.

Daniel Dürkop