Punk på skoleskemaet

Musik Fro-Tee Slips forvandlede Duborg-Skolens skolegård til en punkkoncert.

Dkflafroteeslips -11865208-2

For tredje gang siden 1990 spillede det sydslesvigske punkband Fro-Tee Slips på Duborg-Skolen i Flensborg. Det er 20 år siden, bandet spillede der sidst. Selvom punkerne er blevet en smule gråhåret, var publikum dog lige så ekstatisk som i 90erne. Det er forsanger Sascha »Dose« Döstrup og trommeslager Jens »Hose« Locher, der har grundlagt bandet.
- Det føles lidt underligt at spille her igen efter 20 år. Vi har ikke rigtig en fornemmelse af, om de unge vil kunne lide vores musik, sagde Dose inden koncerten.
Jan Eiffert, formand for Duborg-Skolens kulturudvalg, forklarer invitationen til kult-punkbandet sådan:
- Vi plejer jo at have koncerter for eleverne i løbet af året. Normalt er det jazz eller bigband, men sidste år prøvede vi med rockmusik, og det kunne de unge rigtig godt lide, så nu prøver vi med punk, siger Duborg-læreren, som selv var med til bandets koncert for 20 år siden, dengang som elev.
- Jeg kan tydeligt huske det som noget særligt, og jeg håber, at eleverne ligeledes får en særlig oplevelse ud af det her, sagde han, lige inden bandet gik på.
Og det blev en helt unik oplevelse. Det tog måske lidt tid og krævede de obligatoriske opfordringer fra bandet til at komme tættere på, men efter en lille halv time sprang gnisten over til skolegården.
På det tidspunkt opfordrede forsanger Dose publikum til at danse en polonæse, en opfordring, som publikum gerne tog imod - om end anderledes, end bandet havde forventet. Polonæsen gik nemlig tværs over den lille scene, så flere hundrede elever dansede rundt omkring bandet, mens det spillede.
Derefter var publikum varmet op. Tilhørerne hoppede og dansede og sang og råbte. Det hele kulminerede i, at Dose hoppede ud i publikum og blev båret rundt (stage diving) og i »Wall of Death«, som er en særlig danseudtryksform inden for musikstile som punk og metal, og som i sin enkelthed går ud på, at en helt masse mennesker løber ind i hinanden. (se også www.youtube.com/watch?v=73d8pMnMbKg&list=RD73d8pMnMbKg#t=35).
Efter koncerten var Dose vildt begejstret over elevernes mod.
- Det var nok en af de fedeste koncerter nogensinde. Jeg var lidt nervøs og grinede lidt af, at vi var blevet inviteret som »moderne musik« - Fro-Tee Slips blev dannet for 27 år siden. Men de unge elskede det, og de var med på det hele. Hvor var det bare godt, sagde han.