Prinsessen inviterede sig selv

- Det er en fantastisk flot, meget glad, lys og åben skole, sagde prinsesse Benedikte, efter at hun havde været på privat besøg på A. P. Møller Skolen og var blevet vist rundt af rektor og havde mødt nogle af eleverne.

Fokus Benedicte2

For to år siden fik A. P. Møller Skolens rektor en henvendelse fra kongehuset om, at prinsesse Benedikte ønskede at komme på privat besøg for at se skolen.
- Jeg havde hørt om skolen og tænkte, at jeg gerne ville se den, forklarede prinsesse Benedikte til Fokus.

Alle skolens elever var samlet, da prinsessen ankom. Fulgt af Danmarks ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen, og generalkonsul Henrik Becker-Christensen og frue, Grethe Marie Bay, samt prinsessens hofdame Kristina Treschow.

- Det er en anerkendelse af Skoleforeningen og mindretallet, at prinsesse Benedikte ønskede at besøge A. P. Møller Skolen, sagde Birgit Jürgensen-Schumacher, der er næstformand i Skoleforeningen, der sammen med A.P. Møller Skolens rektor Jørgen Kühl tog imod prinsessen.

I sin velkomsttale fortalte Jørgen Kühl om skolen, som dronning Margrethe, prinsesse Benediktes storesøster, indviede i september 2008. Han fortalte, at skolen er den nyeste og største i Sydslesvig, og at det ikke er ualmindeligt, at eleverne må bruge to timer eller mere på at komme i skole – og det samme hjem igen. Alligevel vælger de den danske skole, selv om de har en tysk skole lige om hjørnet.

- Eleverne fastholder det valg, deres forældre har truffet for dem, men det kræver vedholdenhed at fastholde danskheden, sagde Jørgen Kühl, mens prinsesse Benedikte lyttede opmærksomt.

Han fortalte endvidere, at mindretalsvirkeligheden i den sydlige del af Sydslesvig er en ganske anden end i Flensborg-området. Hvor Flensborg stadig bliver mere to-sproget, findes dansk sprog og kultur næsten kun i mindretalssammenhænge syd for Flensborg.

- Vi står i taknemmelighedsgæld til Danmark. Uden Danmark, kongehuset og alle de mange gode danskere, der støtter mindretallet, ville det være ulige vanskeligere at være dansk mindretal, sagde Jørgen Kühl.

Han fortalte i sin tale, at det er en tradition en gang om året at sige tak for A. P. Møller Fondens gave ved at mindes navngiveren Arnold Peter Møller, der blev født 2. oktober 1876.
- I år har vi valgt at benytte Deres Kongelige Højheds besøg til at markere A. P. Møllers fødselsdag. Derfor er der fødselsdagskage til alle, sagde rektor.
Prinsessen smilte stort, da flere af eleverne kom med glædesudbrud.

Derefter sang skolens musikelever: Solopgang fra det høje, inden Jørgen Kühl viste prinsesse Benedikte og følge rundt på skolen.
Allerøverst oppe besøgte hun 13-3, der havde samfundsvidenskab og direkte udsigt til Slesvig domkirke. Hun fik også lejlighed til at tale med 11-5, en idrætsprofilklasse, der havde matematik.

- Det er en fantastisk flot og meget glad og åben skole, sagde prinsesse Benedikte til Fokus efter rundvisningen og tilføjede:
- Det er sjældent at se en så lys skole. Jeg tror, at børn og unges trivsel bliver positiv i lyset fremfor i mørke, og man lærer nemmere, når man er glad.

- Prinsesse Benedikte var meget interesseret i at høre om arkitekturen, pædagogikken og Skoleforeningen. Hun talte også med eleverne. Ja – hun var bredt interesseret, fortalte Jørgen Kühl.
- Prinsessen kiggede på kortet over Sydslesvig og så, hvor langt eleverne har til skole, supplerede Birgit Jürgensen-Schumacher.

Annelise Mølvig