Positiv udvikling for læsningen fortsætter

Flere sikre læsere i 3. til 5. klasse. Tilbagegang i 2. klasse skal analyseres.

Mere end 2000 børn i 2. til 5. klasse har i år deltaget i de såkaldte gruppelæseprøver. Skoleforeningen har afholdt prøverne i deres nuværende form de seneste tre år. Eleverne i 2. og 3. klasse er blevet prøvet i ordlæsning, mens eleverne i 4. og 5. klasse er blevet prøvet i sætningslæsning. Ordlæsningsprøven viser elevernes ordlæsningsniveau og det ordniveau, eleverne er på vej til at beherske. Opgaven er, at det læste ord skal parres med en af fire tegninger, og prøven ser både på, hvor sikkert opgaven løses, og hvor hurtigt den løses. Metoden ved sætningslæseprøven er den samme. Den består af et billede og fire sætninger. For hver sætning skal eleverne markere, om den passer til billedet.
- Gruppelæseprøverne inddeler eleverne i fem eller seks kategorier, afhængig af prøven. Hver kategori udtrykker en fase i læseudviklingen. Vi betegner eleverne som ’sikre læsere’, når de befinder sig i bedste tre kategorier ’Beherskelse’, ’Automatisering’ eller ’Elitelæser’, siger Katrin Lass fra Skoleforeningens PPR.

Sikre læsere

- Skoleforeningen har sat sig som mål, at vi vil have procentvis flere elever, der kan betegnes som ’sikre læsere’ i alle fire prøver. På 3., 4. og 5. årgang har der været en fremgang i antallet af sikre læsere. På 2. årgang har der været en nedgang i antallet af sikre læsere i forhold til sidste år, siger hun.
- Sammenfattende kan det siges, at antallet af helt usikre læsere er gået ned på 2., 4. og 5. årgang. Der er sket en minimal forøgelse i antallet af helt usikre læsere på 3. årgang (0,4 %). Samlet set går det den rigtige vej for de fleste årgange – på nær vores 2. årgang. Vi skal stadig have stor fokus på læseindsatsen, så vi kan få flyttet vores store mellemgruppe på alle årgange over i de mere sikre læsekategorier, så læsefærdigheden ikke står i vejen for elevernes læring, siger Katrin Lass.

Læseindsats i indskolingen

På 2. årgang har hver 5. læser et så usikkert resultat i ordlæsning, at der bør satses på at forøge læseindsatsen i indskolingsfasen. Læseskubindsatsen har i 2015 haft fokus på elever fra 2. klasse, som indgår i den nuværende 3. klasse. Derfor kan læseskubindsatsen ikke aflæses af nuværende 2. klasses læseresultater. For at forøge antallet af sikre læsere i indskolingen anbefales det, at læseskublærerne orienterer sig mod elever fra 1. klassetrin og styrker samarbejdet om læsning mellem daginstitutions- og indskolingsområdet, samt at undersøge mulighederne for hensigtsmæssig brug af læsebånd i indskolingen.

Forøgelsen af antallet af sikre læsere i 3. klasse kunne skyldes læseskubindsatsen, og det bør undersøges nærmere, hvordan læseskubel-everne fra 2. årgang har klaret sig i denne gruppeprøve. - Vi har en mindre stigning i antallet af usikre læsere på 3. årgang, som dog med en procent under 5 er en forventelig andel af meget usikre læsere på en årgang. På 4. og 5. årgang kan vi se et yderligere fald i antallet af usikre læsere i forhold til sidste år. Alt i alt går det den helt rigtige vej på disse årgange, og for at fortsætte med den positive udvikling, skal vi fortsat have fokus på læseindsats også på mellemtrinnet, siger Katrin Lass.

Målrettet indhold

For yderligere at forøge antallet af sikre læser, anbefales det, at der på skolerne fokuseres på målrettet indhold i læsebåndstiden, fx gentaget læsning, makkerlæsning, ordforrådstræning, at læsekoordinator tilbyder læsehold på mellemtrinnet, fx med læsehold i læsestrategier eller flydende læsning, at der på skolerne fokuseres på udvidelse af elevernes ordforråd, fx gennem fokuseret ordforrådstræning og at alle lærere implementerer faglige læse- og skrivestrategier i deres undervisning.

Fra i år træder skolernes handleplaner for læsning i kraft. Den mere målrettede og fokuserede indsats omkring læsning skal gerne udmøntes i, at man allerede fra næste skoleår kan spore forbedringer i de samlede læseresultater. Læseskubuddannelsen og indsatsen for elever på 2. årgang (nu 3. årgang) skal gerne afspejles endnu mere i de kommende læseresultater for 2. og 3. årgang og på sigt også give en afsmittende effekt på læseindsatsen generelt i indskolingen.

Daniel Dürkop