»Fleksibilitet er ikke en kvalitet i sig selv«

Uddannelser At sige ja til en tysk anerkendelse som »Erzieher« betyder en degradering for dansk uddannede pædagoger.

Dagtilbudschef i Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Petra von Oettingen, oplever ikke, at der er behov for, at den danske pædagoguddannelse bliver anerkendt som »Erzieher« i Tyskland.

- Det er faktisk en degradering. I stedet for at gå efter at få godkendt pædagoger som Erzieher, burde man gå efter at få dem anerkendt som tyske socialpædagoger med den efteruddannelse, der så er nødvendig, siger Petra von Oettingen.

Ser ikke et behov

Det var UCSyd, der for nogle uger siden kom med meldingen om, at undervisningsministeriet i Kiel er i gang med en anerkendelse af den danske pædagoguddannelse som tysk Erzieher.

- I forbindelse med nogle netværksmøder har vi drøftet det blandt dagtilbudslederne og kan slet ikke se, at der vil være behov for sådan en anerkendelse. Danske pædagogers uddannelse er både mere omfattende og uddybende og bedre aflønnet end tyske Erzieher, siger Petra von Oettingen.

Faktisk kan en anerkendelse få negative effekter, fordi vejen til en ligeværdig anerkendelse for danske pædagoger bliver længere.

For eksempel når en tysk kommune ansætter en dansk uddannet pædagog i en tysk socialpædagogstilling. Med en anerkendelse som Erzieher ville det i fremtiden være meget vanskeligt at argumentere for, at aflønningen skal ske på et højere niveau.

Det giver ingen mening

-  Fleksibilitet er ikke en værdi i sig selv. Den skal også give mening. At anerkende en uddannelse under niveau for at skabe et mere åbent arbejdsmarked er ikke den rigtige vej, siger Petra von Oettingen.

Og mens UCSyd hilser anerkendelsen af pædagoguddannelsen i Tyskland velkommen, er man i Danmark betydeligt mere tilbageholdende, når det skal gå den anden vej. UCSyd oplyser således overfor Skoleforeningen, at det ikke er muligt at få en tysk Erzieher-uddannelse anerkendt som dansk pædagog. Det kan ikke engang lade sig gøre ved hjælp af en dansk efteruddannelse. 

Årsagen er, at de optagelsesregler, der bliver fastsat af det danske videnskabsministerium, er klokkeklare. En tysk Erzieher-uddannelse svarer ifølge de kriterier, UCSyd arbejder med, til en EUD (erhvervsuddannelse) som pædagogisk assistent.