Optakt til det pædagogiske arbejde

Pædagogiske dage med dokumentation og refleksion i centrum.

Dkfla 9647292

160 af Skoleforeningens pædagoger var i midten af august samlet til pædagogiske dage på Jaruplund Højskole. Formålet med dagene, som havde dokumentation og evaluering som emne, var at sætte fokus på pædagogernes selvrefleksion for at blive klogere på egen pædagogisk praksis og på børnene.

På den første af de to pædagogiske dage handlede det om, hvordan man kan arbejde målrettet med pædagogisk dokumentation og evaluering. Dag to havde den professionelle pædagog i centrum.

- De pædagogiske dage er en vigtig fælles opstart for 160 pædagoger. Det er jo stort set dem allesammen. De arbejder alle med de samme emner og kommer hjem med en fælles forståelse for nogle opgaveområder. De har et fælles sprog og kan videreføre drøftelserne i institutionen, siger dagtilbudschef Petra von Oettingen.

Elementer fra de pædagogiske dage vil således også blive taget op på de regionale medhjælpermøder.

- Den første dag havde barnet i centrum. Her var der blandt andet fokus på dokumentation som fælles aktivitet og i en læringssituation. Den anden dag handlede så mere om pædagogerne selv. Her gik vi i dybden med, hvordan man som professionel reflekterer over det arbejde, man udfører. Det handlede om faglighed, saglighed og personlighed, siger Petra von Oettingen.

Daniel Dürkop