Operation Dagsværk har brug for dig

Sydslesvigske skoleelever støtter Operation Dagsværk og søger arbejde for at tjene til en god sag.

OD

Den 4. november er Operation Dagsværk-dag i Danmark - i Sydslesvig er den i år blevet rykket til den 12. november. På Duborg-Skolen i Flensborg er eleverne parate til at engagere sig for årets OD-formål, men de har brug for jobs, og det er her, Skoleforeningens forældre, de sydslesvigske organisationer, skoler og virksomheder kommer ind i billedet.

- Er der havearbejde, der skal klares, en væg, der skal males eller et arkiv, der skal støves af, er det lige noget for os dagsværkere, siger Henriette Evers fra 12 a. Men det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan sætte de unge til at lave den 12. november. Forældre, organisationer og virksomheder kan sende deres jobtilbud til Operation Dagsværks emailadresse od-duborg@web.de.

Unge i Somalia

»Unge i Somaliland skal have en stemme« er årets Operation dagsværk formål. Undertrykkelse, diskrimination og tvangsægteskaber er en del af hverdagen for unge i Somaliland. Derfor vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne give 15.000 gymnasieelever i Somaliland viden og redskaber til at forme deres egen fremtid. Børn og unge udgør størstedelen af befolkningen i Somaliland. Alligevel er det udelukkende gamle mænd, som sidder solidt på magten.

Unge fratages muligheden for uddannelse. De bliver tvangsgift og unge piger bliver omskåret og får ofte deres første barn allerede som teenagere. Mange unge har derfor aldrig lært at ytre sig, have en mening eller stå ved den. Derfor vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne give ungdommen i Somaliland en stemme, så de kan lære at sige fra. Projektet vil starte elevråd på ti gymnasier i Somaliland og gennem aktiviteter på gymnasierne træne 15.000 elever i deres rettigheder, viden om uddannelsespolitik og i at føre kampagner med gennemslagskraft, der rækker ud blandt unge i hele samfundet og ind til magthaverne. Sammen vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne skabe kritisk tænkende og velorganiserede unge mennesker i Somaliland, der bliver talspersoner for hele deres generation.

Indsats

På selve dagen arbejder tusindvis af elever fra de danske ungdomsuddannelser til fordel for andre unge over hele verden. De arbejder ud fra devicen om at give en dag af deres egen uddannelse for at give en uddannelse til andre unge et sted i verden.

Daniel Dürkop