Nye vuggestuer presser børnehaverne

Efterspørgsel Socialminister Kirstin Alheit ser stort behov for flere børnehavepladser.

DKFLADKFLAAlheit Kappel Boernehave

Den slesvig-holstenske socialminister Kirstin Alheit ser daginstitutionsområdet i en dynamisk udvikling. Der er brug for flere penge, hvis daginstitutionerne skal kunne følge med det behov for pasning, der er i samfundet. Det sagde hun i Kaj Munk Børnehaven i Kappel, da hun forleden var på institutionsbesøg for at overrække støttemidler til børnehavens sanering.

Skaber et behov

- For at være helt ærlig koster børnehaverne delstaten det hvide ud af øjnene (tysk: die fressen uns die Haare vom Kopf). I og med vi udbygger vuggestueområdet, skaber vi et behov for flere børnehavepladser. Før vi havde et så stort tilbud med hensyn til vuggestuer, kom børnene i børnehave, når der var plads, men det spillede ikke den store rolle, om det var, når de fyldte tre år eller nogle måneder senere. Nu er situationen den, at børnene kommer i vuggestue i en tidlig alder. Fra det tidspunkt står forældrene igen til rådighed for arbejdsmarkedet, og det gør forældrene selvfølgeligt brug af. Når børnene så skifter fra vuggestue til børnehave, har de brug for en plads med det samme, fordi begge forældrene arbejder, sagde ministeren. 

Kender udfordringerne

Derfor ser hun et stort behov for at udbygge børnehaveområdet. Og hun er godt klar over, at det koster kommunerne mange penge.

- Jeg har selv været borgmester engang, så jeg ved præcis, hvor stor en udfordring det er at få økonomien på daginstitutionsområdet til at hænge sammen, sagde ministeren, som påpegede, at hun i sin tid som socialminister har fordoblet det beløb, der står til rådighed på området.