Nu blev daginstitutionen indviet helt officielt

Frederiksberg Daginstitution blev godt nok åbnet for et år siden, helt officielt blev den det for nogle uger siden.

Dkfla 26674411

I slutningen af april blev der holdt officiel indvielse af Frederiksberg Daginstitution i Slesvig. Daginstitutionen med plads til 20 børn i to vuggestuegrupper og 38 børn i to aldersintegreret gruppe har været godt i gang siden foråret sidste år, og at indvielsen først kommer nu har ifølge lederen, Hauke Paulsen, en indlysende grund:

- Vi ville vente, til de vigtigste i daginstitutionen var på plads, nemlig børnene. Vi ville nemlig ikke vise jer nogle møbler, men et levende hus, sagde han under åbningen.

Og det tager jo som bekendt lidt tid, før en ny daginstitution er fyldt op.

Åbningen fandt sted på en dejlig solskinsdag med legende børn og veloplagte forældre og andre gæster. Der var godt til ganen, mens to musikstuderende fra Odense, Rasmus og Jakob, spillede jazz.

Vanskelig opstart

Skoleforeningens dagtilbudschef, Petra von Oettingen, mindede i sin tale om daginstitutionens forholdsvis vanskelige planlægnings- og opstartsfase:

Jeg kan huske, at det var som om, at Frederiksberg Daginstitution først skulle falde lidt til i området. Det var som om, daginstitutionen først skulle gøre sig fortjent til området. Måske var det lidt som om, Slesvig først skulle få øje på institutionens muligheder og på den måde tillade, at den vokser og udfolder sig, så den i dag - godt et år efter de første børn startede - fremstår som et hus, hvor medarbejderne, børnene og forældrene sammen udvikler sig. Et hus, som drives af en moderne pædagogisk tankegang og tager udgangspunkt i ønsker om børns muligheder for udvikling og læring. Det store mødested i midten af huset, gode muligheder for motorisk udfoldelse og rigelig plads i garderober og på gangen, så selv her kan læring foregå, idet børnene kan øve sig i at skifte tøj og hjælpe hinanden, når der skal skiftes fra inde- til udeaktiviteter eller omvendt, sagde Petra von Oettingen.

Petra von Oettingen takkede blandt andet sin forgænger, Birgit Messerschmidt, som tog initiativ til byggeriet, arkitektfirmaet Johannsen & Fuchs og Skoleforeningens tekniske afdeling.