Mindretallet rundt for de nyansatte

»Speed dating« med mindretallets organisationer og foreninger.

Unbenannt 11751859

80 nyansatte i det danske mindretal var forleden med til den del af Skoleforeningens dialogmøder, der omhandler det danske mindretal og dets organisationer.

Til det havde Skoleforeningen ved siden af egne nyansatte inviteret alle nyansatte fra de andre mindretalsorganisationer, og således var også 23 nyansatte fra SSF, SdU, Centralbiblioteket, Flensborg Avis, Dansk Sundhedstjeneste og kirken med til arrangementet.

De fik et foredrag om Sydslesvig efterfulgt af »speed dating« med otte danske og frisiske foreninger og organisationer. Organisationerne havde bygget boder op i gymnastiksalen på Jaruplund Højskole og stod med både ansatte og folkevalgte for at informere om deres arbejde.

Konceptet »speed dating« gik ud på, at de nyansatte blev delt op i grupper og så havde ti minutter pr. bod til at høre om arbejdet og stille spørgsmål.

For de nyansatte var det en god oplevelse: »Det var fint at lære organisationerne at kende, og det har givet et godt overblik«, »Engagementet er stort, og det var meget underholdene at lave det som speed dating«, var nogle af de kommentarer, de nyansatte kom med bagefter.

Daniel Dürkop