Masser af udvikling i et besøg på dyrskuet

Udflugt Børnehavebørn så maskiner og dyr på tæt hold.

Dkfladyreskue -0825382

Harreslevmark Børnehave og Kobbermølle Børnehave var for nylig på besøg på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa. Det er et meget stort dyrskue, som besøges af tusindvis af mennesker. Børnene havde mulighed for at se, høre og lugte til forskellige dyr lige fra kaniner og høns til kalve, tyre og heste.

Børnenes sanser bliver virkelig stimuleret. Der er en summen - dyrenes brølen og snakken i alle kroge og vinkler. Der er en helt speciel stemning, man ikke kan sætte ord på, overalt er der hejst dannebrogsflag og mennesker, der alle taler dansk, siger børnehavelederen i Harreslev, Lilian Magnussen.

De fleste på pladsen er jo danske, så vores børn skulle svare og spørge på dansk og forstå de ting, der blev sagt i højttaleren. Det klarede de rigtig fint, siger hun.

Sådan malkes køer

Børnene lærer rigtig meget af at være på dyreskue, mener Lilian Magnussen:

- Børnene fik set, hvordan køerne blev malket af en lille malkemaskine. De kunne tydeligt se, hvordan mælken løb igennem de små plastikrør op i mælkejungen. Det var spændende. Og at få lov til at klatre op på alle de mange forskellige landbrugsmaskiner, endda lade som om man kører en mejetærsker, som er så stor som et hus, kan man ikke så tit, siger hun.

Det fantastiske ved dyrskuet i Aabenraa er, at udstillerne og deltagerne, som fremviser deres dyr, slet ikke er bekymrede eller restriktive over for de tusindvis af børn, som på denne måde oplever maskinerne og dyrene på nærmeste hold, og som bare er helt vilde med at opleve de mange spændende ting. Inden besøget arbejdede børnene med emnet landbrugsdyr i to uger. 

Kompetancer

- Der er rigtig meget udvikling i sådan en dag. Både de personlige og sociale kompetencer bliver styrket. Krop, bevægelse og kulturelle kompetencer udvikles, og der sker læring om naturvidenskab, siger Lilian Magnussen.