Madpakker skal være sunde og lækre

Forældrene skal være rollemodel, når det handler om sund kost, især i madpakken.

Dkfla 00464566

Madskribenten og ernærings- og husholdningsøkonom Louise Dandanell Ørsted var forleden på Jes Kruse-Skolen i Egernførde for at fortælle om, hvordan en god dag starter med en god morgenmad og fortsætter med sunde og lækre madpakker til frokost. 

En betydelig del af foredraget handlede om vejen til en sund morgenmad og madpakker. For det handler ikke i første omgang om at smøre en sund madpakke til barnets børnehave- eller skoledag. Det bliver den nemlig ikke spist af. Den bliver spist af, at der kommer et holdningsskifte - hos barnet og hos forældrene.

- For det første skal det være helt klart, hvem det er, der bestemmer i hjemmet. Hjemme hos os er det min mand og jeg, der bestemmer, hvad vores børn spiser. Det er sådan, det er. Hvis det var mine børn, der bestemte, ville morgenmaden og frokosten se meget anderledes ud, konstaterede Louise Dandanell Ørsted.

Energi om morgenen

Morgenmad og frokost skal give børnene energi til resten af dagen. Det gør, at de kan lege, lære og være sammen med andre. Vi har brug for energi til at fungere, sagde hun. 

Med sig til foredraget havde hun en masse eksempler på, hvad en god og hvad en dårlig morgenmad og frokost kan indeholde. Fra havregryn i den sunde ende til mælkesnitter og frugtyoghurt i den usunde ende.

- For det er i virkeligheden lige meget, om I giver jeres børn en
frugtyoghurt eller en chokoladebar med i madpakken. I forhold til sukker og kalorier er de lige slemme, sagde hun.

Jeg kan stå her og fortælle jer en masse om sund mad. Det meste ved I nok - der er vel ikke nogen her, der er i tvivl om, at et æble er sundere end chips. I kan så fortælle jeres børn det, I ved, og sige, at de skal spise en masse æbler og lade chipsene ligge. Men hvis du sidder og spiser chips, mens du siger det, så nytter det ikke. Det sammen gælder med morgenmad. Hvis du sidder og spiser hvidt toastbrød, mens du tvinger din datter til at spise rugbrød – så ender det galt. Bestem dig for, hvad der er vigtigt for dig. Er det vigtigt, at I spiser mere frugt og grøntsager derhjemme, så gå ind for det. Køb frugterne, skær dem ud, spis dem, når du er sammen med dine børn, og når du er alene. Hvis I tager udgangspunkt i det, I spiser, og langsomt laver en lille ændring, så vil I opdage, at I får det bedre, og jeres børn får det bedre, sagde Louise Dandanell Ørsted.

Guldkorn er slik

Undersøgelser viser, at børn, der spiser morgenmad, er lettere at lege med, har nemmere ved at forstå en besked, lærer mere, får bedre karakterer og er roligere. Hvis de får guldkorn eller lignende produkter med sukker, er det en rigtig dårlig start på dagen.

- Det er nemlig ikke morgenmad – det er slik. Og kommer du mælk på, bliver det bare slik med mælk. Det er fyldt med energi, der kun stammer fra sukker, der ikke bringer noget andet end hul i tænderne og deller på maven. Fornemmelsen af sult forsvinder, mens du spiser, men den kommer lynhurtigt igen, fordi der ikke er fibre og fuldkorn og protein i. Det, vi spiser om morgenen, må gerne lægge sig i kroppen og holde sulten væk i mindst et par timer og gerne mere. Derfor skal vi have nogle kostfibre og fuldkorn og gerne protein. For eksempel mysli eller havregryn, sagde Louise Dandanell Ørsted.