Kreativ tegner i Teknisk Afdeling

Student fra 2014 har valgt at tage en uddannelse i Skoleforeningen.

Fokus Lina

Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Lina Vieland anede det ikke. Vidste kun, at hun gerne ville arbejde kreativt.
- Noget, hvor man kan se, at tingene udvikler sig, forklarer Lina, der er 20 år og blev student fra A. P. Møller-Skolen i juni 2014.

Allerførst rejste hun seks måneder til Australien og Indonesien.
- Jeg regnede med, at når jeg kom hjem, ville jeg vide, hvad jeg ville, husker Lina, der tjente til sine ophold undervejs ved at gøre rent på de vandrehjem, hvor hun boede.
- Jeg rejste alene, men jeg var aldrig alene, siger Lina og fortæller, hvordan hun hele tiden kom i snak med folk.

Efter seks måneder med rygsækken vidste hun stadig ikke, hvilken uddannelse hun skulle vælge, men så kom hendes far med en ide: Hvad med at blive teknisk tegner?
- Min far har et metalbyggefirma, og jeg har altid syntes, at det ser interessant ud, når han tegner, siger Lina, der også har hjulpet til i firmaet.

Dernæst fik en veninde øje på den annonce, i hvilken Skoleforeningen søgte en elev som teknisk tegner, og gav den til Lina. Det fik Linas far til at foreslå, at hun skulle prøve at komme i praktik i Skoleforeningens tekniske afdeling. Det lykkedes.

Praktik-opgaven var, at hun skulle tegne sit drømmehus – uden at skele til økonomien. Det endte med, at Lina sendte en ansøgning, og 3. august tiltrådte hun som teknisk tegner-elev.
Efter en uge med tegneri både på papir og på computeren blev Lina sendt tre uger i praktik hos en murer på en byggeplads.

- De var ved at bygge et hus, så jeg kunne følge med i, hvordan det bliver bygget op fra grunden, siger Lina, der blandt andet fik til opgave at jævne mørtlen ud mellem murstene.

Derefter var hun to uger på skole, men nu sidder hun med sin fars gamle penalhus fyldt med tegneredskaber, store blokke, forskellige linealer og en stor skærm med tegneplade på teknisk afdeling på 2. sal på Christian Paulsen-Skolen. Her lyder opgaven at tegne maskinhuse, der er skræddersyet til den enkelte maskine, så den ikke bliver stjålet eller udsat for hærværk. Samtidigt skal det være nemt for maskinføreren at komme til sin maskine.
Om tre år kan Lina Vieland kalde sig teknisk tegner.

Annelise Mølvig