Kærlig velkomst til de nye på Jes Kruse-Skolen

20 elever startede tirsdag i sidste uge i den nye 1. klasse i Egernførde.

Dkfla 9924499

Skolegården på Jes Kruse-Skolen i Egernførde var fyldt med mennesker tirsdag morgen i sidste uge. Mens de 38 elever fra den nye 7. årgang hoppede på bussen til Vesterled for at blive rystet godt sammen, stod de 20 nye 1. klasses elever på Jes Kruse-Skolen tydeligt spændte og med deres store »Schultüten« i fast omklamring og forældre, søskende og bedsteforældre ved deres side i skolegården og ventede på, hvad der nu skulle ske på deres første skoledag.

De mange forældre og bedsteforældre havde det nok lige sådan, kun nogle af de mindre søskende virkede mere optaget af deres miniudgave af en »Schultüte«, som også de havde fået i dagens anledning.

Skabe tryghed

Første skoledag handler om at skabe tryghed, den handler om, at de nye elever bliver taget godt imod, og det blev de af elever og lærere.
Præcis kl. 9 hilste skoleleder Peter Olesen Müller skolens mindste elever velkommen og bad dem om at stille op foran skolens gamle brønd med byens vartegn, egernet, til det traditionelle klassebillede.
Selve festlighederne startede så i idrætshallen, som eleverne og deres familier betrådte gennem et espalier af dannebrogsflag, der blev viftet af eleverne fra 6. klasse. Skolens lillekor, bestående af 45 elever, sang nogle sange, og derefter tog eleverne fra 6. klasse deres skolevenner i hånden og førte dem til deres nye klasselokale. Her fik de saftevand, boller og skoleskema, og de hyggede sammen med klasselæreren Christa Lomholt.

Betydingsfuldt valg

Samtidig fik forældre og bedsteforældre to taler, som endnu engang gjorde det klart, at de har taget et betydningsfuldt valg for deres børn.
Samarbejdsrådsformand Sylvia Grabowski-Fillmer forklarede de nye forældre om de mange vigtige opgaver i en forældrestyret skole og opfordrede dem til at være aktive i dette arbejde. Peter Olesen Müller fortalte om skolens vanskelige første år og forklarede med baggrund i den sydslesvigske historie fra 1864 til i dag, hvorfor skolen helt naturligt, er dansk.

Daniel Dürkop