Jul i kærlighedens tegn

Børnehavebørn i Garding gav gaver til flygtninge.

Dkfla 12641

Børnene i Garding Børnehave har haft en helt speciel december måned i flygtningekrisens tegn.
- I juletiden er der mange børn og voksne, der ikke har det så godt som vi. Selvfølgelig ved børnene noget om de flygtninge, der kommer her til os. De ved, hvorfor mennesker flygter fra deres hjem. Et af vores børn, Niko på fire år, sagde for nylig: »Der er krig, og de er sure »aufeinander«, og de skyder med raketter«. Mere tydeligt kan det måske ikke siges, fortæller børnehaveleder Kerstin Meinert.
På baggrund af flygtningesituationen havde personalet i børnehaven i samarbejde med samarbejdsrådet udarbejdet et projektforløb, der tog udgangspunkt i det store ord »næstekærlighed«.

Forlade hjemmet

- Børnene har beskæftiget sig med, hvorfor disse mennesker ikke længere kan bo der, hvor de er hjemme, og hvor de har deres venner og familie, deres skole og børnehave og arbejde. For at tydeliggøre det så børn og voksne en dokumentation om en familie, der er flygtet fra Syrien til Tyskland. Til fods, i gummibåd, med bus og tog. Igennem fem forskellige lande, inden de endelig havde nået deres mål - Tyskland, fortæller børnehavelederen.
I samarbejdsrådet havde der været livlige diskussioner om, hvordan temaet også kunne tages op til årets julefest, og det blev besluttet, at børnehavebørnene skulle give en gave til et flygtningebarn.
- Meningen med julen er vel at tænke lidt mere på sine medmennesker, empati er afgørende - over for alle mennesker, siger samarbejdsrådets formand Gunnar Zimmermann.

Altså fik børnene et brev fra julemanden, der forklarede, at det er ret svært for ham at finde alle de børn, der ikke længere bor der, hvor de har boet. »Kan I ikke hjælpe mig«, spurgte julemanden i sit brev. Børnene var med det samme med på den. Der er vel ingen, der siger nej til julemanden. Børnene fandt så sammen med mor og far noget af deres legetøj til at fylde i julemandens sæk. Det blev til en fjernstyret racerbil, et puslespil, bøger, legedyr og meget mere. Vigtigt var, at gaven gav mening for børnene.

Heldige

- De skulle ikke føle, at der bliver taget noget fra dem. Det går ud på, at børnene af sig selv giver noget og dermed tænker på de mennesker, der ikke er så heldige, som vi er, siger Kerstin Meinert.
Det var så førskolebørnene, der bragte julegaverne til flygtningebørn i en legestue i Garding, der drives af »Flüchtlingshilfe Eiderstedt«, hvor frivillige er meget engageret i at hjælpe og inkludere de nye medborgere. Der er en del flygtningefamilier med børn, der er kommet til Ejdersted.
Både personalet og forældre i Garding Børnehave føler, at børnene har fået rigtig meget ud af forløbet og selv har bidraget aktivt med indholdet.

Daniel Dürkop