Jaruplund Højskole med på uddannelsesmesser

Flere unge i Danmark skal have informationer om og en direkte kontakt til højskolen syd for grænsen.

Jaruplund Højskole

Jaruplund Højskole deltager i januar og begyndelsen af februar på Uddannelsesmesserne (UUG 2016) med egen stand. Messerne afholdes i Odense, Aarhus, Aalborg, Herning og i København.
- Vi har valgt at deltage i årets uddannelsesmesser for derigennem at prøve på at få direkte kontakt til unge danske elever og fortælle dem om Jaruplund Højskole samt mulighederne for et højskoleophold her i Sydslesvig. De unge, der kommer på messerne, er hovedsagelig unge mennesker, der er i gang med eller færdige med en ungdomsuddannelse, fortæller forstander for Jaruplund Højskole Karsten B. Dressø.
- Vi har allerede på messerne i Odense og Aarhus haft direkte kontakt med over 800 unge mennesker, der som minimum har fået en kort orientering om højskolen, vores placering i Sydslesvig, vores postkort og hørt vores motto »Du kan alt – du har bare ikke lært det endnu«, siger Karsten B. Dressø.

Lange kurser

Jaruplund Højskole håber på, at deltagelsen på messerne er med til at give flere unge mennesker mulighed for at komme til at kende til højskolen, og at deltagerantallet på de lange kurser på sigt suppleres med endnu flere unge danske elever. Onsdag og torsdag i denne uge er Jaruplund Højskole repræsenteret på UUG 2016 i Aalborg og i næste uge i Herning. Den 9. og 10. februar går turen til Bellacentret i København, som så er den sidste uddannelsesmesse i denne omgang.