Hun vil sprede entusiasme

Den nye pædagogiske konsulent på Børne- og skolefritidskontoret har haft nogle travle uger.

Dkfla 14142136

Linda Skrydstrup er siden den 1. november Børne- og skolefritidskontorets nye pædagogiske konsulent. Den 37-årige pædagog stammer fra Flensborg og har gennem de seneste ti år været børnehaveleder i Askfelt og siden 2013 også i Egernførde.

Forandring

- Efter ti år som leder havde jeg lyst til forandring, og jeg har altid været optaget af at udvikle fællesskabet. Det hænger godt sammen med, at jeg nu arbejder for at skabe sammenhæng for de mange små og store institutioner under Børne- og skolefritidskontoret, siger Linda Skrydstrup.

Og det vil hun gøre med en positiv grundholdning og ved at sprede entusiasme.
- Man skal sige tingene på en positiv måde og skabe et rum, hvor både forældre og medarbejderne kan sige det, de mener, siger hun.
- De første tre måneder på jobbet har været super inspirerende. Det er et spændende arbejde, som dækker over mange flere områder, end jeg havde forestillet mig, så det er godt, at min søn lige nu er på efterskole, og min kæreste arbejder som skibstekniker på Mallorca. Jeg kan fuldt ud koncentrere mig om arbejdet, siger Linda Skrydstrup.

I sin fritid dyrker hun sejlsport, dykning og kører på motorcykel. Og så holder hun høns i haven hjemme i Egernførde.
Som pædagogisk konsulent har hun en bred vifte af opgaver.

Mange opgaver

Hendes arbejdsområde er at føre tilsyn med de 57 børnehaver og 26 SFOer, blandt andet omkring den pædagogiske videreudvikling, ansættelser og forflytninger, mægling og coaching. Linda Skrydstrup står også for kursusvirksomheden og evaluering af kurser, for at organisere nye kurser samt at føre statistikker og planlægge de pædagogiske dage. Hun deltager også i en lang række pædagogiske udvalg (sprog og læsning, krop og bevægelse, inklusion m.m.) og kvalitetssikrer og videreudvikler på børne- og skolefritidsområdet. Hun udarbejder nye fokus- og udviklingsområder og evaluerer, og desuden fører hun tilsyn med dagtilbudssamlingen på CfU.

Daniel Dürkop