Gratis teaterforestilling til skoleklasser

For skoleklasser fra de danske skoler i Sydslesvig er den spændende forestilling om Sydslesvigs historie »Søsteren der ikke vendte hjem« gratis. Book billetter nu!

SøsterenderikkevendtehjemBook en gratis forestilling til din klasse!

Lærere bedes booke skolebilletter via www.detlilleteater.de/spilleplan.html

Det Lille Teater Flensborg fejrer sit 50 års jubilæum med festforestillingen »Søsteren der ikke vendte hjem«, hvor det danske mindretals dramatiske historie i Sydslesvig skildres i en broget revyagtige handling, fuld af humor og satire - afløst af skæbnesvangre krisestunder, hvor selve mindretallets fortsatte eksistens er på spil: Fra en munter udgave af sagnet om Uffe hin Spage til den farefyldte overlevelseskamp under nazi-regimet. Alt kædes sammen af en perlerække af smukke danske sange, ledsaget af stemningsfulde billedprojektioner i en letløbende filmisk rytme.

Historien styres med venlig og myndig hånd af den ukuelige vandrelærinde som på sin gamle cykel færdes overalt i landsdelen for at viderebringe glæden ved det danske sprog, de danske sange og den danske kultur – uanset regn, blæst og arrige gårdhunde. I det dramatiske nu sidder hun ude i det slesvigske landskab med sine minder og overvejelser i det spændende skel mellem fortid og fremtid. Hvad vil der ske med menneskene i grænselandet?

Det store ensemble på 16 skuespillere i alle aldre, 2 rapkæftede marionetdukker og 1 spilleglad musiker giver liv til stykkets 33 forskellige roller i stykkets 2 handlingsmættede akter.

Det Lille Teater Flensborg har fået tre professionelle kunstnere fra Sønderjylland til at stå bag produktionen af jubilæumsforestillingen. Forfatteren Kaj Nissen har skrevet skuespillet, som iscenesættes af Niels Damkjær med scenebilleder af Mona Damkjær.

Kaj Nissen har med omhu valgt stykkets titel, inspireret af Henrik Pontoppidans digt »Det lyder som et eventyr«, der blev offentliggjort i Berlingske Tidende i julen 1918.  Det skete et par år før folkeafstemningerne i zone 1 og zone 2 om Slesvig skulle være tysk eller dansk? I digtet kom »en røvet datter, dybt begrædt frelst tilbage!« - men i 1920 var det kun Nordslesvig (Sønderjylland) som blev genforenet med »Mor Danmark«. Datterens søster i Sydslesvig kom til gengæld ikke »hjem«. Hvordan har denne søster det nu?

Skoleklasser, der gerne vil læse stykket før, det bliver vist på Det Lille Teater i det ny år, kan hente manuskriptet som pdf-fil her.