Gåbussen er næsten tom

I Danmark er en ny ordning, hvor eleverne går til skole, en stor succes. På Ejderskolen vil man gerne gøre det samme.

Dkfla --02874753

Siden februar har Ejderskolen i Rendsborg indført gåbussen. Gåbusser kan sammenlignes med almindelige busser, der følger en fast køreplan. Forskellen er blot, at transporten sker til fods, og chaufførerne er elever fra 6.-9. klasse. Seks piger fra 7. og 8. klasse står således hver morgen parat på parkeringspladsen foran et indkøbscenter nogle hundrede meter væk fra skolen for at følge eleverne i skole. Forældrene skal bare aflevere børnene der i stedet for lige foran skolen.

Skolen tog initiativet, fordi den havde et kæmpe problem med alle de biler, der holdt foran skolen om morgenen. Et længerevarende byggearbejde gjorde, at der var endnu mindre plads. Og så er det også sundt at gå i skole.

14 elever havde meldt sig til gåbusordningen. Problemet var bare, at de allerfleste aldrig dukkede op, lige bortset en enkelt pige, der går i 2. klasse. Hun tager gåbussen næsten hver morgen.

- Det er rigtig ærgerligt, er de seks frivillige enige om, og de kan heller ikke se, hvad det er, der gør, at eleverne og deres forældre ikke tager imod tilbuddet. Sådan har deres lærer Kim Brenzel det også. Han koordinerer gåbus-projektet.

- Det er faktisk sådan, at en del forældre parkerer ved indkøbscentret, men de følger selv deres børn i skole i stedet for at bruge vores service. 

Gåbusser med uddannelse

En af grundene til, at forældrene selv går med deres børn, er måske, at de tror, at det er mere sikkert. Men gåbuseleverne har faktisk været igennem et lille uddannelsesforløb, hvor de blandt andet har terpet færdselsregler. Desuden er Kim altid med på whatsapp, hvis der alligevel skulle ske noget.

Gåbusserne startede som et pilotprojekt på 11 skoler i Danmark, men har nu bredt sig til hele landet.

- Gåbusser har en markant effekt, når det handler om at få børnene af sted til skole på egne ben. Over halvdelen af de børn, der har deltaget i vores pilotprojekt, går nu til skole hver eneste dag, og dermed er de også godt på vej til at blive sundere og lære mere, siger generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Niels Grinderslev, som har initieret projektet sammen med TrygFonden. På Ejderskolen i Rendsborg vil man nu gå i dialog med forældrene om, hvorfor gåbusserne ikke kommer i gang.

- Vi er ikke parat til at indstille projektet, og jeg håber på, at forældrene melder ud, hvad det er, der ikke passer dem, siger skoleleder Karen Hansen.