Frederik blev vicestormester

Sydslesvigsk stormester i oplæsning gav kamp til stegen i finalerunden.

Dkfla Stormester 24713809

Frederik Paray fra Læk Danske Skole klarede sig rigtig godt i Stormester i oplæsning, som forleden fandt sted på Vejle Bibliotek. Han kom nemlig med i finalen, hvor han blev nummer to efter Julie Frank fra Søndermarksskolen i Vejle.

Frederik var blevet kåret til sydslesvigsk stormester i oplæsning i en konkurrence i Flensborg forinden

Børn fra 11 skoler deltog i semifinalen i Sydslesvig. Den fandt også i år sted på Flensborg Bibliotek. Der var rigtig god stemning blandt publikum, som bestod af mere end 100 af oplæsernes klassekammerater.

For Frederik Paray var semifinalen første gang, han har læst op foran et stort publikum. I starten var han efter eget udsagn lidt nervøs, - det kunne dog ikke mærkes på ham.

Øvede oplæsere

De sydslesvigske oplæsere havde øvet sig rigtig mange timer, og det kunne man godt mærke, sagde Susanne Christensen, børnebibliotekar og fortæller på Flensborg Bibliotek. Hun var sammen med Liselotte Wiemer, litteraturanmelder og klummeskriver på Kristeligt Dagblad, og Steffen Larsen, børne- og ungdomsboganmelder på Politiken, dommer ved semifinalen i Sydslesvig.

Ved siden af en god oplevelse fik alle deltagere en boggave som tak for, at de har været med.

Ved siden af oplæsekonkurrencen fik de unge skoleelever også en musikalsk oplevelse. I semifinalens pause spillede i ungdomsgruppen »The Company« med sydslesvigeren Jule Sösemann som forsanger. Det gjorde de så godt, at publikum råbte højt på ekstranummer.