Flygninge som del af skolehverdagen

Flygtninge Børn og unge, som skal lære tysk, undervises i såkaldte DAZ-centre på skoler. På Zentralschule i Harreslev får de både et sandt sprogbad i tysk og bliver integreret i den almindelige undervisning.

Dkfla --02504716

En gruppe medarbejdere fra Skoleforeningens skolekontor og dagtilbudskontor var forleden på besøg på Zentralschule i Harreslev for at danne sig et indtryk af det arbejde, der laves i skolens DAZ-Zentrum (Deutsch als Zweitsprache). Centret samler skoleelever fra blandt andet Harreslev og Lyksborg, som ikke taler tysk, for eksempel flygtningebørn.

- Filosofien bag DAZ-centrene er, at børnenes modersmål ikke skal tilsidesættes. Det skal bruges aktivt til at lære tysk. Det er derfor nødvendigt, at lærerne kender til grammatikken for for eksempel syrisk eller afghansk, så man kan sammenligne sprogenes opbygning, siger Petra Kutsal, som leder skolens DAZ-center.

- Centrene er bygget op sådan, at børnene inddeles i tre kategorier. De er så enten i centret det meste af skoledagen, nogle dage om ugen eller nogle få timer, forklarer Petra Kutsal.

- De får her helt individuel undervisning, der tager udgangspunkt i de forudsætninger, som det enkelte barn har, siger hun.

For skoleleder Jürgen Bethge er det vigtigt at påpege, at DAZ-centrene er en integreret del af skolen.

Lære det tyske sprog

- I selve centrene handler det om at lære det tyske sprog, men det betyder jo ikke, at flygtningebørnene ikke kan deltage i for eksempel idræt sammen med de andre skoleelever, selv om de ikke taler særlig meget tysk. Vores elever er virkelig gode til at tage sig af de nye skolekammerater. For det er jo gennem mødet med de andre børn, at DAZ-eleverne lærer sproget, siger Jürgen Bethge.

Det er også vigtigt, at de lærere, der underviser i DAZ-centret, også underviser andre klasser på skolen.

- Det nytter jo ikke noget, at de kun har med flygtningebørnene at gøre. Hvis centret skal fungere som en integreret del af skolen, skal lærerne også kende til både eleverne og undervisningen på hele skolen, siger Jürgen Bethge.

DAZ-centret på Zentralschule bliver båret af mange forskellige mennesker.

- Vi er i gang med at opbygge et netværk, som både består af de lærere, der er specielt uddannet til at undervise tysk som andetsprog, de andre lærere, som hjælper til, frivillige og selvfølgelig eleverne.

Denne sammentænkning er ifølge Jürgen Bethge en forudsætning for, at tyskundervisningen og dermed integrationen kan lykkes.