Festival med børnemusik

Nu får Sydslesvig sin helt egen festival med dansk børnemusik

Børnemusikfestival Plakat

Skoleforeningen og en række andre sydslesvigske organisationer arrangerer i september en børnemusikfastival »Børn og Musik i Sydslesvig«.
I ugen op til den 24. September finder der forskellige musikalske arrangementer sted på de sydslesvigske skoler samt på Flensborg Bibliotek. -
- Vi har et ønske om at give børn i mindretallet en musikfestival, hvor det danske sprog er i centrum, siger Tinne Virgils, børne- og ungdomskonsulent i SdU.
Ved at afholde denne festival vil både børn og voksne få nye musikalske oplevelser og ny inspiration til at bruge dansk børnemusik i deres hverdag.
Idéen til denne festival kom fra Tine Mynster, musiker og projektleder – og sammen med Tinne Virgils begyndte festivalen at tage form. Tine Mynster er medlem af DPA (Danske Populær Autorer, forening for komponister og tekstforfattere) og har igennem denne forening arrangeret og deltaget i en del lignende festivaler rundt omkring i Danmark. Ønsket var at præsentere ny dansk børnemusik live til børn i det danske mindretal i Sydslesvig. Tine Mynster har via sit store netværk fået lavet aftaler med en lang række erfarne musikere, der kommer og spiller deres egne sange rundt omkring på skolerne, og det hele afsluttes af en familiefestival på Christianslyst lørdag den 24. september kl. 11 til 15. Ud over musikken vil det være muligt at købe mad og møde bogbussen, slå koldbøtter på græsset og mange andre udendørs aktiviteter
I anledningen har Tine Mynster skrevet en sang, hvor både børn og voksne kan synge og danse med, og tanken med »Giv mig dine hænder« er netop at festivalen lever både før og efter dagene i september.
Alle børn og voksne kommer til at opleve sangen på koncertdagene, og når de mødes på Christianslyst vil det være muligt at deltage i et kæmpestort kor af børn og voksne. Sangen kan ses på: www.youtube.com/watch?v=Ico_0y08edE&feature=youtu.be&app=desktop
En rundspørge blandt institutionerne i Skoleforeningen vidner om, at der via skolekoncerter, frivillig musikundervisning, skolekor - og orkestre m.m. varetages et rigt musikliv i foreningens daglige virke. Rundspørgen afslører dog også en ubalance, idet kulturtilbuddene omkring musik først og fremmest finder sted i mellemtrinnet og overbygningen, knap så meget i indskolingen og i børnehaver.
Ubalancen er også tydelig i placeringen i kulturtilbuddene: I de sydslesvigske »metropoler« (f.eks. i Flensborg, Slesvig m.fl.) bugner tilbuddene, mens institutionerne uden for de større byer ofte er tvunget til at køre langt for at deltage i kulturtilbud.
- Det er meget vigtigt, at formidle lige netop dansksproget musik for de mindre børn for at medvirke i sprogstimuleringen på et tidligt tidspunkt. Musikken skal have en klar pædagogisk indfaldsvinkel og skal kunne stimulere alle børn, siger Tinne Virgils.
- Ønsket med festivalen er at få så mange børn som muligt til at møde den danske børnemusik, derfor spiller vi ude på skolerne i regionen, og har lavet en udførlig plan for hvordan både skole og børnehavebørn transporteres til og fra koncerterne.