Fastelavn må godt være cool!

På Jørgensby-Skolen holder de en særlig fastelavnsfest for de mellemstore elever.

Dkflajplusrgensby

Eleverne på mellemtrinet synes måske, at fastelavn er for de små. På Jørgensby-Skolen har man fundet en middelvej.
Mens børnene i vuggestuerne, børnehaverne og de små klasser elsker fastelavn med prinsessekjoler, cowboyhat, boller og »slå katten af tønden«, er eleverne i fællesskolerne mere til fastelavnsdisko om aftenen. For eleverne på mellemtrinet kan det nogle gange være svært at finde det helt rigtige arrangement. De føler, at de er for store til en »barnlig« fastelavnsfest, men helt undvære den - det vil de heller ikke. Sådan har det også været på Jørgensby-Skolen i Flensborg, og trykket ligger på »har været«.

Ingen fest

- Sidste år valgte eleverne i 4. til 6. klasse faktisk at droppe fastelavnsfesten. De syntes, at det var kedeligt og lidt pinligt at feste på denne måde. I stedet for blev der holdt en sommerfest. Men denne afgørelse blev de faktisk meget kede af, da det så var fastelavnsmandag. Pludselig mærkede de, at de alligevel gerne havde været med, fortæller viceskoleleder Sandra Mikkelsen.
Lærere og elever gik derfor i dialog omkring, hvad der skulle til for, at mellemtrinet også kunne få noget ud af fastelavn. To fester var der ikke plads til på skolen, så i stedet valgte man at holde en alternativ fastelavnsfest i idrætshallens sal.

Den rigtige beslutning

- Eleverne kom udklædt, og vi slog katten af tønden. Men samtidig var der også disko og boldspil i hallen for dem, der syntes, at det blev lidt for meget, siger Sandra Mikkelsen.
- Det har været en kæmpe succes. At blande elementer fra den traditionelle fastelavnsfest for de helt små med noget af det, de store gør, har for vores elever vist sig at være den helt rigtige beslutning. Nu synes de ikke mere, at fastelavn er kedelig, siger hun.

Daniel Dürkop