Driftsråd med ny formand

Kristina Sukatus overtager formandsposten fra Niels Nielsen, der fortsætter i driftsrådet som menigt medlem.

Dkfla 0009574

Kristina Sukatus er siden 1. august ny formand for Skoleforeningens driftsråd. Den mangeårige formand Niels Nielsen har ønsket at fratræde posten, men fortsætter i driftsrådet. Kristina Sukatus er lige som sin forgænger valgt på Dansk Lærerforening i Sydslesvigs liste.

Kristina Sukatus er sydslesviger, født i Vejle, og hendes familie flyttede tilbage til Flensborg, da hun var barn. Hun er gift og har tre voksne børn. Som 35-årig tog hun en læreruddannelse og har siden været ansat på Christian Paulsen-Skolen og Jens Jessen-Skolen.

Fantastiske kolleger

Kristina Sukatus er også næstformand i Lærerforeningen og har siddet i driftsrådet siden maj 2014. Hun har erfaring med driftsrådsarbejde fra sit tidligere arbejde i KomTel.

- Det er netop, fordi jeg har denne erfaring, og fordi jeg har nogle fantastiske og hjælpsomme driftsrådskolleger med næstformand Regina Dreve i spidsen, at jeg har sagt ja til at overtage jobbet efter Niels, siger den nye formand.
Der kommer ikke en stor revolution i driftsrådsarbejdet.

- Det er jo præget af en stram struktur, hvor mange af arbejdsgangene bestemmes af lovgivningen, siger Kristina Sukatus.
Men der vil selvfølgelig være et skift i ledelsesstilen, da den gamle og den nye driftsrådsformand er to meget forskellige personligheder.
- Jeg kan være lidt hurtig på aftrækkeren, siger Kristina Sukatus og smiler.
- Og det er selvfølgelig noget helt andet end Niels’ meget rolige væremåde.

Driftsrådets flytning til administrationsbygningen på Christian Paulsen-Skolen ser Kristian Sukatus som en stor chance for at være mere synlig som del af virksomheden »Skoleforeningen«.

Synlighed

- Synligheden spiller en stor rolle. Den vil vi også styrke igennem initiativer som institutionsbesøg og en øget deltagelse i Skoleforeningens arrangementer. Driftsrådet skal vise flag og formidle, at vi ikke kun er der, når der er vanskeligheder. Driftsrådsarbejdet handler i høj grad om at vise medarbejderne de mange muligheder, der er for medbestemmelse i virksomheden, siger hun.
Kristina Sukatus ser frem til et godt samarbejde og den daglige kontakt med arbejdsgiveren.

- Sammenspillet mellem driftsrådet og direktionen handler jo ikke kun om problemer. En masse af vores arbejde er fremadrettet og sker i en god dialog. Der kan sagtens være et godt arbejdsklima, selv om man er uenig, siger hun og fortsætter:
- Det er vores danske tradition, at vi ikke ser på vores relation som et »dem mod os«. Der skal være god dialog også om de tunge emner. Vi skal være åbne over for hinanden, så det er nok den store forskel, når man ser på, hvordan driftsrådsarbejdet ellers foregår i Tyskland, siger hun.

Daniel Dürkop

Niels Nielsen