Dokumentation er ikke til pynt

Igennem dokumentation synliggør daginstitutionerne de pædagogiske mål.

Dkfla 9685330

Selv om nogle forældrene måske tror det, handler dokumentation af det daglige pædagogiske arbejde i børnehaverne og vuggestuerne i første omgang ikke om at vise forældrene, hvad deres små har foretaget sig hele dagen. Den handler heller ikke om at producere udsmykning til institutionens vægge.

- Dokumentation af det pædagogiske arbejde danner grundlag for en vurdering af, i hvilken grad de læringsmål, som er opstillet i institutionens læreplan, bliver omsat i det daglige. Dokumentation skal synliggøre arbejdet med de pædagogiske mål, siger Dorthe Filtenborg Merot, som er uddannet småbørnspædagog, institutionsleder og foredragsholder.

Fokus på børnene

Dkfla 9661306Hun var kursusleder på den første af de to pædagogiske dage for Skoleforeningens pædagoger på Jaruplund Højskole i midten af august.
Dokumentation fokuserer efter Dorthe Filtenborg Merots mening i første omgang på børnene. De er både målgruppe og aktive deltagere i dokumentationen. At børnene dokumenterer en aktivitet, er lige så vigtig som selve aktiviteten.

- Når de små er med til at udvælge fotos, printe dem ud, klistre, klippe eller laminere, lave plancher, små bøger eller en udstilling af deres aktivitet, fører det til refleksion og sætter erindringerne fast, siger hun.

At dokumentere uden børnene har desuden nogle ulemper. Pædagogerne får meget travlt, og børnene føler ikke medejerskab, fordi de ikke har været inddraget i processen.

Ud over børnene er der andre målgrupper for dokumentation. Det er blandt andet forældrene og pædagogerne selv.
- Pædagogerne kan dele viden, yde sparring og evaluere ud fra dokumentationen. I forhold til forældrene er dokumentationen en god måde at synliggøre det pædagogiske arbejde, der sker på stuerne.
Dokumentation af hverdagen

- I forhold til dokumentationen er det vigtigt, at man ikke kun dokumenterer store begivenheder som emneuger. Det er lige så meget de små begivenheder som måltider, modtagelse af børnene om morgenen eller legepladsen, der har stor betydning, da det er tilbagevendende begivenheder, siger Dorthe Filtenborg Merot.

- Når man dokumenterer, er det vigtigt, at man hverken gør for meget eller for lidt. Et tilfælde fra mit praktiske arbejde er, at der var to stuer i en børnehave: Rød stue og blå stue. Alle forældre ville have deres børn ind på rød stue, ingen på blå stue. Da vi jo arbejdede med de samme pædagogiske læreplaner på begge stuer, og jeg syntes, at pædagogerne på blå stue var rigtig gode, gik jeg ind for at undersøge, hvad forældrenes præference for rød stue var begrundet i. Det, jeg opdagede, var, at der på rød stue blev dokumenteret uafbrudt. Der fandt nærmest ikke pædagogisk arbejde sted, fordi alle var så optaget af at producere dokumentation. På blå stue blev der arbejdet rigtig meget pædagogisk, men de dokumenterede næsten ikke. Det handler altså om at finde den rigtig dosis. Dokumentation må ikke udarte sig til en slags »paparazzi-pædagogik«, men den er også i forhold til forældrene nødvendig, da den synliggør arbejdet, fortæller Dorthe Filtenborg Merot.

Daniel Dürkop