Direktørens slutakkord

Anders Molt Ipsen er gået på pension. Afskedsreceptionen blev til en musikalsk rejse gennem tiden præget af både med- og modgang.

Dkfluanders Molt Afsked 19

I sidste uge sagde Skoleforeningen farvel til sin direktør igennem 16 år, Anders Molt Ipsen. Mere end 400 gæster var mødt op på A. P. Møller Skolen i Slesvig for at være med til receptionen, og Skoleforeningen havde rullet den røde løber ud for dem og æresgæsten.
- Anders, du er jo en beskeden mand, derfor synes vi, at du skal have hele armen i aften, bemærkede Skoleforeningens formand Udo Jessen.

Sikker hånd og jernvilje

Det blev en fest med mange personlige oplevelser fra ikke mindre end 37 år i Skoleforeningens tjeneste. Der blev holdt taler af gamle venner helt tilbage fra seminarietiden i 70’erne, som formanden for Det Sydslesvigske Samråd, Peter Lynggaard Jakobsen, og nye samarbejdspartnere, som den næsten nyvalgte formand for Skoleforeningens driftsråd, Kristina Sukatus.

Talerne tegnede et billede af en direktør, som igennem de 16 år ved roret har ført »skoleskibet« med rolig og sikker hånd. Et menneske, der altid er høflig i tonen, venlig og lyttende, »én tager sig tid«, som Per Gildberg, forhenværende formand for Skoleforeningen, formulerede det.

- Men det skal man ikke lade sig narre af, sagde generalkonsul Henrik Becker Christensen. For Anders Molt Ipsen er også et menneske, der har en jernvilje. Og det har været et stort es for det danske mindretal, ikke mindst i den såkaldte skolesag, hvor den forhenværende regering i Kiel besluttede besparelser på de danske skoleelever.

Hjerteblod

Et andet ord, der faldt i flere af talerne, var hjerteblod. Igennem 37 år har Anders Molt Ipsen haft sit virke i Skoleforeningen, og han har været igangsætter igennem alle årene. Han har været »dediceret i et omfang man sjældent ser«, (Sydslesvigudvalgets formand Kim Andersen) og »har fået ting til at blomstre« (Skoleforeningens formand Udo Jessen). Og således var talerne enige om, at Anders Molt Ipsen afleverer en skoleforening i særdeles god stand. Anders Molt Ipsen »har gjort en gerning, der vil række langt ud i fremtiden, som han kan være stolt af«, (Kim Andersen) og »du efterlader et beskikket hus« (vicedirektør i Skoleforeningen, Uwe Prühs).

Tonernes nuancer

Anders Molt Ipsen er, »som alle ved, et musikalsk menneske med sans for tonernes nuancer« (Kim Andersen) og således var festen præget af musikalske indslag med SKURK, Skoleforeningens orkester. Her spiller den forhenværende direktør trombone, men i dagens anledning spillede orkestret ikke med, men for ham. De kom med et medley sammensat af musikstykker fra de tre musicals »Snedronningen«, »Peter Pan« og »Pinocchio«, som Skoleforeningens elever har opført med stor succes i de forgangne år. Børn fra Gottorp-Skolens Børnehave sang for ham og den unge sydslesviger Esben Nissen spillede nogle numre med sin kvartet. Forhenværende direktør i Skoleforeningen Hans Andresen begejstrede publikum med en musikalsk parodi, og både skolelederne og seniorerne fra Slesvig havde digtet fællessange.

Tak!

Det var en tydelig bevæget Anders Molt Ipsen, der slutteligt takkede talerne, kollegerne, medarbejderne og de folkevalgte for det mangeårige gode samarbejde.
- Ingen kan overleve i sådan et job, uden han bakkes op af medarbejderne og de folkevalgte, sagde Anders Molt Ipsen.

Daniel Dürkop