Digitale ordbøger til alle elever

Skoleforeningen sikrer nutidigt behov fra indskoling til studentereksamen.

Banner

Skoleforeningen stiller nu et abonnement på Ordbogen.com til rådighed for alle sine elever.
Dermed har elever og forældre gratis adgang til en pakke digitale ordbøger til brug i skolen og i fritiden. Der er både tale om ordbøger til sprogene dansk, tysk, engelsk, fransk og spansk samt danske retskrivnings- og synonymordbøger, den tyske Duden, Politikens første engelskordbog og meget mere.
Ikke fler bøger
Da det ikke længere er muligt at købe en lang række danske ordbøger i papirudgave pga. digitaliseringen i Danmark, er et abonnement på Ordbogen.com en ressource, vi slet ikke kan undvære, siger Skoleforeningens danskkonsulent, Tina Joost.
Indkøbet af de digitale ordbøger er en del af Skoleforeningens kommende it- og sprogstrategi, som skal styrke sproget i mindretallet. Indkøbet sikrer desuden, at alle elevers ordbogsbehov kan dækkes fra 1.-13. klasse, lige som alle elever arbejder med samme ordbog og udgave.
Ordbøgerne kan bruges på computere, tablets eller smartphones. På computere er der også en »offline«-version til for eksempel prøver og eksamen, siger Skoleforeningens it-konsulent Hans Christian Christiansen.
For skolekonsulent Eberhard von Oettingen har skolen en vigtig rolle i at styrke elevernes mediekompetence.
- Vi har en opgave i forhold til den tekniske og pædagogiske implementering af de digitale ordbøger, så de bliver et dagligt sprogredskab for elever og lærere. Derfor er der planlagt introduktioner til både lærere og elever på alle skoler.
Sprogstrategi
- Og selvfølgelig handler det - som sprogstrategi om, at skolens faglærere anvender Ordbogen.com i den daglige undervisning på skolens interaktive tavler, computere og lignende og ligeledes opfordrer eleverne til at bruge ordbøgerne på deres egen mobiltelefon/tablet eller computer, siger han.
Med abonnementet bevæger undervisningen sig igen et skridt hen imod en ikke så fjern fremtid, hvor det vil være helt almindeligt, at for eksempel eksamen afholdes med en computer som skriveredskab og opslagsværk. Skoleforeningen har derfor taget kontakt til undervisningsministeriet i Kiel for at finde en løsning på den særlige udfordring, de danske skoler i Sydslesvig har, ikke mindst i forhold til hvilke hjælpemidler, der må bruges i eksamenssituationer, fordi digital læring i Danmark er langt mere udbredt end i Tyskland.