Det inkluderende forældre samarbejde

Forældrene er en ressource i forhold til børnehavens og skolens udvikling.

Forældresamarbejdet er et vigtigt element, hvis inklusion skal lykkes, mener Ole Steen Nielsen.
- For pædagogerne og lærerne kan forældresamarbejdet forekomme som et »os mod dem«, men det handler om at få forældrene ind som en ressource, sagde han på lederkonferencen.
Nøgleordet er her »det inkluderende forældresamarbejde«, for hvis dialogen med forældrene er inklusiv, er det en rollemodel for det pædagogiske arbejde med børnene. Sammen med Doris Overgaard Larsen har Ole Steen Nielsen skrevet rapporten »Hvem skal tage teten« om det inkluderende forældresamarbejde.
- For forældrene er det svært at vurdere, hvornår de bevæger sig ind på pædagogernes og lærernes ansvarsområde, forklarer Ole Steen Nielsen.
Det er derfor vigtigt, at det er de professionelle, der tager ansvar for og initiativ til det inkluderende forældresamarbejde, så forældrene har mulighed for at bidrage med deres ressourcer. At forældrene bidrager med noget og dermed deltager i den pædagogiske udvikling fører til, at man kommer væk fra holdninger som 'dem' og 'os' og dermed kan skabe grundlag for en fælles dialog i det inkluderende forældresamarbejde for at få det til at fungere.
Det inkluderende forældresamarbejde betyder også, at forældrene skal være en rollemodel for deres børn. Det betyder, at de skal tale pænt om pædagogerne eller lærerene, børnene og de andre forældre.
Inklusion er en fælles opgave, som de professionelle ikke kan løse alene, og på den anden side kan forældrene heller ikke løse den uden de professionelle.

Daniel Dürkop