Delstaten giver tilskud til sanering

Dkfla 02024668

Kappel Børnehave har fået 57.000 euro til modernisering af børnehaven. Pengene kommer fra en særlig pulje i det slesvig-holstenske socialministerium. Her kan kommuner med en trængt økonomi søge tilskud til blandt andet energetisk sanering. Delstatens socialminister, Kirstin Alheit var lige inden Kristi himmelfart på besøg i Kappel for at overrække bevillingen. I Kappel Børnehaven skal pengene bruges til at udbygge den øverste etage i en af sidebygningerne. Her skal der indrettes et personalerum, et terapirum til blandt andet børn med særlige behov og to mindre grupperum, hvor børnene kan fordybe sig i leg. Desuden skal der opføres en brandtrappe, og der skal skiftes vinduer ud i børnehavens hovedbygning.

- Vi gør så meget ud af energetisk sanering, fordi den har dobbelt effekt, sagde ministeren under besøget.

- Vi forbedrer kvaliteten i børnehaven og aflaster samtidig børnehavens økonomi, fordi vi sænker omkostninger til varme, sagde hun.

Skoleforeningens formand, Udo Jessen, og daginstitutionschef, Petra von Oettingen, takkede ministeren for, at hun personligt var kommet til Kappel for at overrække checken.

- Det er altid dejligt at få besøg fra delstatsregeringen, for det viser, at vi - selv om vi har vores eget børnehave- og skolesystem - bliver opfattet som en helt almindelig del af det slesvig-holstenske uddannelseslandskab, sagde Udo Jessen.

Socialministeren havde god tid med til besøget og fik således en guidet tur med børnehavelederen, Irid Stephanie, og Kirstin Alheit bemærkede med det samme de særlige lokale forhold i Kappel, hvor børnehaven, skolen og fritidshjemmet nærmest er flettet ind i hinanden med både fælles bygninger og bygninger hver for sig.

- Det betyder selvfølgelig også, at vi har et tæt samarbejde med skolen og fritidshjemmet. Vi er et fællesskab, sagde Irid Stephanie.

- Det er noget helt særligt, når man har så bløde overgange fra børnehaven til skolen, og jeg er glad for, at vi er med til at gøre jeres arbejde endnu bedre, sagde ministeren.?I Kappel Børnehaven går der for tiden 64 børn i en vuggestuegruppe, en aldersintegreret gruppe og to børnehavegrupper. Lige som i hele Kappel er der stor efterspørgsel på pasning i børnehaven.

- Vi har en venteliste og har været nødt til at sige nej til nogle forældre, fortalte børnehavelederen.

Det kunne socialministeren nikke genkendende til. Daginstitutionsområdet er i en dynamisk udvikling.