Da Karl Otto Meyer fik »Berufsverbot«

Som ung skoleleder i Skovlund i 1950erne stod Karl Otto Meyer i centrum for en politisk sag, der endte med, at han fik forbud mod at undervise i to år.

Dkflakarl Otto Meyer

Den 7. februar døde Karl Otto Meyer. Han blev kendt i hele Tyskland som landdagsmand for Sydslesvigsk Vælgerforening. Inden da havde han været chefredaktør på Flensborg Avis.

Men Karl Otto Meyer var også tilknyttet Dansk Skoleforening for Sydslesvig som lærer fra 1949 til 1963 - i en tid med Berufsverbot og andre forhindringer for en politisk engageret mand. Det var i 1952, den såkaldte »Karl Otto Meyer-sag« optog den sydslesvigske offentlighed. Sagen førte til, at den slesvig-holstenske delstatsregering suspenderede den unge skoleleder på den danske skole i Skovlund fra hans lærergerning frem til 1954.

Imod genmilitariseringen

Ved et møde i Sønderborg i januar 1952 havde Karl Otto Meyer udtalt sig kritisk om de tyske planer for genoprustning. Karl Otto Meyer mente ikke, at demokratiet var forankret tilstrækkeligt i Tyskland til, at landet skulle genmilitariseres. I spørgsmålet om det danske mindretals loyalitetspligt over for den tyske herbergstat var han af den opfattelse, at et loyalitetskrav fra staten kun var berettiget, hvis staten selv efter almindelige demokratiske principper viste loyalitet over for sine borgere; »Tyske politikere kunne ikke forlange, at danske sydslesvigere skulle vise loyalitet ved - mod deres personlige overbevisning - at udøve tysk militærtjeneste, når de samme politikere nægtede de danske sydslesvigere at udøve selvbestemmelsesretten, når de med en ny valglov søgte at udelukke dem fra politisk indflydelse på landspolitikken, når de med deres flygtningepolitik gjorde dem til et mindretal i deres egen hjemstavn, samt når de lagde alle mulige hindringer i vejen for danskheden, især for det danske skolearbejde«.

Blev suspenderet

Talen vakte opsigt i danske og tyske aviser i grænselandet, og den slesvig-holstenske kulturminister Paul Pagel ville ikke acceptere de i hans øjne nedsættende ytringer, Karl Otto Meyer kom med mod det tyske demokrati. De var efter ministerens mening ikke forenelige med den loyalitetspligt over for Tyskland, Karl Otto Meyer havde som skoleleder. Dansk Skoleforening fik derfor pålagt at suspendere Karl Otto Meyer, og kulturministeriet trak hans undervisningstilladelse tilbage.
Det, der fulgte, var en to år lang retssag i forskellige instanser. Delstatsregeringen fik medhold i sagen ved forvaltningsdomstolen i Slesvig i 1953, men kun fire måneder senere gav overforvaltningsretten i Lüneburg Karl Otto Meyer medhold, og han fik sin undervisningstilladelse tilbage.

Afventende Skoleforening

Skoleforeningen agerede i hele sagen forholdsvis afventende. Skoledirektør Bernhard Hansen havde fra starten været af den opfattelse, at det ikke kunne være rigtigt, at Skoleforeningen skulle drages ind i det politiske spil. »For det er politik, og det skal Skoleforeningen spares for. Hvis en tysk statsborger forløber sig eller kommer i strid med lovgivningen, må det blive andre organer end Skoleforeningen, der skal gribe ind. Forsynder en lærer sig direkte i sin tjeneste, bliver det noget andet; men det var jo ikke tilfældet med Karl Otto Meyer«, skrev Bernhard Hansen i Skoleforeningens årbog i 1952.

I sidste ende valgte Skoleforeningen dog alligevel at lade sig drage ind i det politiske spil, idet den udbetalte fuld løn til Karl Otto Meyer i hele den tid, sagen stod på.

Daniel Dürkop