Buster indtager Sydslesvig

Film fylder meget i hverdagen, derfor skal børn lære at forholde sig til film. Det mener Gabriele Fischer-Kosmol, der er ansat i Skoleforeningens Center for Undervisningsmidler og arrangerer Buster-festival i Sydslesvig.

Fokus Buster

Ud af Skoleforeningens 42 grundskoler deltager 28 skoler i Buster-festivalen.
1. og 2. klasserne skal se filmen »Fjernkongens Rige«, der handler om en lille kanindreng, der tager til det magiske rige for at finde sin mor.

3. og 4. klasserne ser filmen »Glas­kisten på isbjerget«, en film om kampen mellem det gode og det onde, mellem heksen Sorte Mor og den gode troldmand, Hvide Far.

5. og 6. klasserne skal se »Fuglejagten«, en film om en dreng, der snyder for at vinde kampen om at se den mest sjældne fugl ved et ornitolog-stævne.

- Det er vigtigt at kunne tolke film og være en kritisk seer, siger Gabriele Fischer-Kosmol og fortæller, at der til hver film følger undervisningsmateriale med. Der er en slags baggrundsmateriale til lærerne, en anden slags til eleverne samt spørgsmål til eleverne. Spørgsmålene går både på indholdet og på de filmiske virkemidler. I »Fuglejagten« lyder et af spørgsmålene:
»Da Victor fortæller sin far, at han har snydt med billedet, kommer de op at skændes. Hvorfor bliver Victor vred på sin far?«

- Buster-filmene tager ofte fat i lidt tungere emner, der giver meget at tale om, siger Gabriele og fortæller, at en af filmene sidste år handlede om konflikten mellem Israel og Palæstina, hvilket medførte mange diskussioner blandt eleverne.

Den første udgave af Buster var klar i 2000, og Sydslesvig har været med siden 2012. Det er Slesvigsk Samfunds Fond, Skoleforeningen og Center for Undervisningsmidler, der står bag Buster-filmenes turne i Sydslesvig.

Annelise Mølvig