Børnehavebørn lærer om forskellighed

Flygtningesituationen i Europa var udgangspunkt for emneforløb i Nibøl Børnehave.

Dkfla 2648Børnene i Nibøl Børnehave har i den seneste tid beskæftiget sig med emnet Afrika. De har fået fortalt historier, lavet smykker, klippe-klistret og set på billeder fra hverdagslivet i Ghana, hvor en af forældrene stammer fra.
- For os har det været vigtigt at vise et Afrika, som ikke udelukkende er vildt i forhold til dyrelivet, men at Afrika er et kontinent, hvor der er mange forskellige kulturer og både små lokalsamfund og storbyliv, lige som alle andre steder i verden, siger børnehaveleder Kim Tychsen Petersen. Ikke mindst flygtningesituationen i Europa har været grund til, at man har taget emnet op i børnehaven.

Menneskesyn

- Jeg tror, at vores arbejde som pædagoger i høj grad består i at give børnene et solidt grundlag for at udvikle et solidarisk, empatisk, socialt og tolerant menneskesyn, siger Kim Tychsen Petersen.
Men flygtningesituationen skulle selvfølgelig være forståelig og håndgribelig for børnene.
- Derfor valgte vi et stort emne med meget at tage fat i, lige fra de vilde dyr og naturen over geografien til kulturen. Hele tiden med fokus på ligeværdighed blandt mennesker på trods af deres udseende, deres kulturelle, traditionelle og religiøse baggrund, siger han.

Emnet har også været velegnet i forhold til det inklusionsarbejde, som både Skoleforeningen og børnehaven er godt i gang med, mener børnehavelederen.
- Det handler om at omsætte teori til positive, meningsfyldte relationsskabende praktiske handlinger i hverdagen. Vi har med succes og stor glæde inkluderet et barn med Downs syndrom her i børnehaven. For børnenes sociale udvikling og for den grundlæggende dannelse af et humanistisk menneskesyn er det en stor berigelse, siger Kim Tychsen Petersen og fortsætter:
- Børnene lærer, at mennesker er forskellige, er unikke individer, som ser forskellig ud, og at der nogle gange er forskellige vilkår, regler og forventninger blandt og til mennesker i samfundet - og for børnene i børnegruppen, men at alle er lige meget værd og har fortjent en værdig tilværelse.

Daniel Dürkop