Antimobning blev til trivsels-cirkus

Eleverne havde mange konflikter. Derfor besluttede lærerne på Husum Danske Skole at sætte gang i et antimobbe-projekt, men det blev ændret til en trivselsuge, hvor alle skal være cirkusartister på tværs af klasserne.

Fokus Cirkus1

I skolegården jonglerer børnene med diabolo, en prop på en lang snor med to pinde. På gangene er der gang i avancerede kast med flowersticks. Engle, katte og tigre dukker op. I hallen balancerer eleverne med farvestrålende (plastik)tallerkener på høje pinde, mens andre trykker billetter, bager småkager og koger bolsjer.

Mandag den 5. oktober indtog Cirkus Toussini skolen. Fredag, i går, opførte eleverne tre cirkusforestillinger for forældre, bedsteforældre, naboer og andre, der havde lyst.

- Vi følte, at der var mange drillerier, og at det var træls, at vi efter hvert frikvarter skulle begynde timen med at løse konflikter, fortæller Solveig Aggerholm, der er skoleleder på Husum Danske Skole.
Konflikterne førte til, at lærerne for halvandet år siden besluttede at lave en antimobbe-plan.

- Men vi syntes, at det klang negativt, derfor lavede vi det om til et trivsels-projekt for både børnehave, skole og fritidshjem og i samarbejde med skole-social-arbejdet og nogle forældre, siger Solveig og forklarer, at tanken var, at hvis alle gør de samme ting, virker det bedre.

Derfor blev det til en cirkus-uge. Skolens elever er delt op på tværs af klasser i tre store hold på hver 95, der igen er delt op i mindre grupper. Her prøver børnene kræfter med otte forskellige cirkusdiscipliner, desuden skal de lave alt klart fra billetter og plakater til lækkerier, de kan sælge på premieredagen.

Fokus Cirkus4Fredag kulminerede cirkusugen med tre forestillinger – hver gruppe på 95 elever opførte en forestilling, og samtlige i gruppen skulle optræde på scenen.
Et par drenge skal lige vise Solveig, hvordan de kan kaste flowersticken op og gribe den med deres to pinde – eller kaste den til en anden, der så griber. Alt sammen uden brug af hænder.

Lærerne har selv været på tre timers kursus for at lære artisterierne og for at lære at indtage en scene, smile, neje og bukke. Som artister.

Forældrene er med

Folkene bag Cirkus Toussini er uddannet cirkuspædagoger og tre af dem er læreruddannet.
- Fordelen ved cirkusprojektet er, at det både er for store og små, og at alle er nødt til at hjælpe hinanden, siger Solveig og tilføjer:
- Derved kommer alle til at vise deres styrker. Det gælder også børnene fra specialklasserne, som derved også får en vigtig fællesskabsfølelse.
Lærerne håber, at de med trivselsugen kan få skabt en fælles forståelse hos både eleverne og deres forældre.

Fokus Cirkus2- Det er ikke nok, at vi forsøger at opbygge en forståelse og anerkendende tilgang blandt eleverne. Det er også vigtigt, hvordan forældrene taler om skolen derhjemme, siger Solveig Aggerholm.
Derfor inviterede Husum Danske Skole kort før cirkusugen alle forældre til en foredragsaften med Søs og Nanna, alias Søs Rask Andresen og Nanna Paarup fra skolekonsulenter.dk. Skoleforeningen har ofte brugt dem på kurser for lærere og pædagoger, men i Husum ville de gerne dele den viden med forældrene.

De to skulle tale med forældrene om den anerkendende tilgang.
- Der kom 70 forældre. Det er mange, og det var en stor succes, siger Solveig.
I biologilokalet bliver der kogt bolsjer i lange baner. De store elever håndterer den varme sukkermasse, som de forvandler til lange pølser. De bliver hurtigt givet videre til de mindre elever, der skal nå at klippe dem op til mundrette bolsjer, inden de bliver for kolde.

En af dem er Aennie Koziolek, der går i 6. klasse. Hun nyder trivselsugen.
- Det er sjovt, fordi vi ikke har undervisning, siger hun, der allerede har været i gang med at jonglere.
Når bolsjerne er klippet, bliver de drysset med flormelis, så de ikke klistre, og pakket i små poser med sløjfer og mærkater.

Cirkus-trivselsugen sluttede fredag den 9. oktober, i går, men trivsels-projektet stopper ikke.
- Ugen her er kun startskuddet. Fremover skal alle 4. og 5. klasser have et cirkusprojekt, siger Solveig Aggerholm.

Annelise Mølvig