»Sådan noget lort«

Teater Det lille teater i Flensborg begejstrer med en særlig dukketeaterforestilling for børnehavebørn

Dkfladukketeater -12995233

Det lille dukketeater i Flensborg har i foråret tryllebundet 1500 sydslesvigske børnehavebørn med stykket »Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved«, som også er en kendt børnebog.

- Vi producerer et dukketeater hver anden sæson, fortæller Lone Krogh, som er en af de fire skuespillere i stykket.

I Det lille Teater blander man nemlig dukke- og »menneske«teater. Mens Sonja Kellner spiller muldvarpedukken, står Lone Krogh, Silke Lorensen og Bodil Vogel på scenen og spiller bondemanden og de mange dyr, som skal »bevise«, at det ikke var dem, der har lavet lort på muldvarpens hoved.

- Det er noget meget specielt at spille dukketeater for børn, er Lone Krogh og Silke Lorenzen enige om.

- Når det er voksenpublikum, så lytter de. Børn kommenterer alt, og det skaber en særlig stemning, fortæller Lone Krogh.

Og det gjorde børnene fra Borreby Børnehave i Egernførde og børnehaven i Hanved selvfølgelig også, da de var inde og se forestillingen i sidste uge.

- Børnene synes, at det er helt fantastisk, hvor tit der bliver sagt lort i stykket, fortæller Sonja Kellner.

- Og så griner de, siger hun. Lone Krogh fortæller, at det endda går så vidt, at de kan lugte lortene, selvom de selvfølgelig ikke er ægte. Det kan børnene i øvrigt selv få bekræftet. Efter forestillingen får de lov til at føle, både på dukkerne og på de mange lorte.