Vigtig politisk tilbud til skolerne

Politikere vil gerne diskutere aktuelle emner med eleverne. Et muligt emne kunne være PEGIDA-fænomenet.

DKFLAAnti Pegida 2-8

I foråret henvendte Sydslesvigsk Vælgerforening sig til alle samfundsfags- og historielærere i Skoleforeningen med et tilbud om at komme i skolerne og informere om samfundsforholdene og den aktuelle politiske situation i Sydslesvig og Slesvig-Holsten. Det kunne ske ved, at SSW politikere eller SSWs minister, Anke Spoorendonk, samt politikere fra andre partier diskuterer med eleverne, eller ved at klasser besøger landdagen for at overvære et landdagsmøde og besøge SSWs gruppe.

Ingen respons

- Desværre fik vi næsten ingen respons på vores henvendelse, fortæller SSWs landssekretær, Martin Lorenzen.

- Måske skal tilbuddet være mere konkret. Det kunne for eksempel tænkes, at der kommer politikere og andre politiske aktører for at diskutere den aktuelle politiske situation omkring PEGIDA-bevægelsen. I Flensborg er der en bred sammenslutning af organisationer, som modarbejder den snæversynethed, der kendetegner PEGIDA-bevægelsen. Det ville være oplagt at få nogle af aktørerne til at diskutere med eleverne, siger Martin Lorenzen.

Vigtig søjle

Skoleforeningens formand Udo Jessen er enig.
- Det ene er, at skolerne selvfølgelig har travlt. Nogle gange kan det bare ikke passes ind i undervisningen. Men politisk dannelse er en vigtig søjle i demokratiet. Skoleelever skal så tidligt som muligt lære om demokratiet, for det er dem, der skal sikre den i fremtiden. Jeg kan kun støtte politikernes bestræbelser helhjertet og opfordre skolerne til at gøre brug af politikernes tilbud om at møde eleverne i øjenhøjde, siger han.

Daniel Dürkop