Velkomstkultur i Skoleforeningen

Skoleforeningens nye velkomsthæfte skal fungere som øjenåbner for nye medlemmer i Skoleforeningen.

Velkomsthæfte -forsideSammen med den sidste udgave af Fokus inden sommerferien får alle forældre udleveret Skoleforeningens nye velkomsthæfte med informationer om det danske mindretal.

- Det er meget vigtigt for os, at vores nye medlemmer ikke kun føler sig velkommen i vores institutioner, men også får kendskab og tilgang til mindretallet som helhed. Vi vil gerne vække deres lyst til at engagere sig. De skal opleve glæden ved at være en aktiv del af vores fællesskab, siger Skoleforeningens formand, Udo Jessen.

Et vigtigt skridt

For ligegyldigt om man er født ind i mindretallet, flyttet til Sydslesvig fra Danmark eller først for nylig har valgt det danske for sig og sin familie – valget af en dansk institution for ens barn udgør altid et vigtigt skridt for ens familie.
- Når man vælger en dansk daginstitution eller skole, bekræfter man sit ståsted i mindretallet, siger Udo Jessen.

Skoleforeningen har igennem alle år taget sin funktion som indslusningsorganisation meget alvorlig. Institutionslederne fører indgående optagelsessamtaler med nye forældre. I de seneste år har optagelsessamtalerne været ledsaget af en velkomstmappe med almene informationsmaterialer fra de forskellige organisationer.

Mere målrettet

- Der gik meget arbejdstid på at samle materialet, og mappen var relativ dyr i produktion. Og vi følte, at det burde være muligt at styrke oplysningsindsatsen ved at udvikle et mere indbydende og målrettet materiale til forældre, fortæller Petra Davids fra Indkøbskontoret, der har haft ideen til at udskifte mapperne med et velkomsthæfte.

Det nye velkomsthæfte er opstået i et tæt samarbejde med mindretallets øvrige organisationer, der hver især har udviklet deres egne bidrag til hæftet med skræddersyede oplysninger til forældre. Hæftet ligner ikke de klassiske strømlinede informationsmaterialer, men minder om et ugeblad.

Unikt visuelt udtryk

- Vi håber, at forældrene har lyst til at have bladet liggende i hjemmet og bladre det igennem. Vi har bevidst valgt at lade hver organisation fremstå med sit unikke visuelle udtryk. Så kan forældrene straks genkende organisationerne, når de møder dem ude i landskabet, forklarer kommunikationskonsulent Katrine Hoop med et smil.

- Vi ønsker ikke kun at synliggøre de mange gode muligheder i mindretallet. Vi vil også give vores nye medlemmer et bedre indblik i, at det brede danske tilbud, deres barn får i vores institutioner, realiseres i et tæt samspil med de andre organisationer i mindretallet. Vi håber, at forældrene føler sig velkommen og bliver motiveret til at engagere sig på tværs af organisationerne, fortæller Katrine Hoop.

Kommunikationsnetværk

Skoleforeningen har i sammenhæng med velkomsthæfterne kunnet profitere af det nyetablerede Kommunikationsnetværk for Sydslesvig.
- Det er dejligt at have en direkte tråd til de andre kommunikations- og presseansvarlige i mindretallet. Jeg tror, at det på sigt vil føre til et langt mere effektivt samarbejde omkring fælles kommunikationsindsatser, siger Katrine Hoop.

Daniel Dürkop

Klik på billedet for at se velkomsthæftet!