Sydslesvigs bedste oplæser

Til april skal Mette Stevn Klausen kæmpe i Vejle for at vinde titlen som Danmarks bedste oplæser.

Oplaesning

Mette Stevn Klausen fra 5. klasse på Hiort Lorenzen-Skolen blev kåret som den bedste oplæser af de ti, der var nået frem til finalen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg.
24. april skal hun repræsentere Sydslesvig til Danmarksmesterskaberne i oplæsning på Vejle Bibliotek.

Til daglig kan Mette godt lide at læse bøger. Helst sjove bøger på dansk.
Hendes klasselærer, Kim Voss, fortæller, at han altid træner oplæsning med sin 5. klasse, inden mesterskaberne finder sted. Først skal børnene præsentere deres bøger for hinanden og læse op i små grupper, derefter bliver nogle af eleverne udtaget til at stå på scenen og læse højt for de andre.

- De har ikke kun trænet oplæsning i dansktimerne, men også sammen med deres tysklærer Dagmar Poulsen, siger han og fortæller, at det at læse højt fremfor kun at læse for sig selv, giver eleverne lidt ekstra.
- Jeg tror, at også de knap så stærke læsere vinder ved læsetræningen.

Kammeraterne ved, at de skal komme med positiv respons til alle.
I alt ti elever nåede frem til finalen i Flensborg. Dertil kom deres kammerater og klasselærere samt dommerne – i alt 200 mennesker, og der blev hujet og heppet.

Mette nøjedes ikke kun med at læse højt i timerne. Hun bad også sin familie lytte til hende, så hun kunne få input til, hvad hun kunne gøre bedre.
- De foreslog blandt andet, at jeg ud over mine ansigtsudtryk også bruger mine hænder, når jeg læser op, siger Mette. Ved finalen i Flensborg læste hun op fra Christine Nöstlingeres bog »En dværg i øret«. Den vil hun også bruge, når hun skal læse i Vejle.
- Jeg er lidt nervøs, men jeg glæder mig, siger hun.

Ifølge dommerne var niveauet meget højt, og at det havde været meget svært at finde den endelige vinder.

Annelise Mølvig