Sund og nem mad

Økologi, viden om kulhydrater og vand hele dagen er med til at sikre børnene en god dag i daginstitutionen.

Dkflasundkost2

Skoleforeningens børne- og skolefritidskontor har i år haft stor succes med et kursus om sund kost i daginstitutionerne. Kurset, der bliver gentaget til næste år, fandt sted i skolekøkkenet på Læk Danske Skole med Læk Børnehaves leder Gitte Jessen som instruktør.

- Vi gør allerede rigtigt meget i forhold til en sund kostpolitik rundt omkring, siger Gitte Jessen.
- Alligevel er der emner som økologi eller nem mad, som vi godt kan drøfte. Det skal ikke være en belastning at lave mad i børnehaverne og vuggestuerne, siger hun.
Gitte Jessen forklarer, at mad er kroppens benzin, så det er vigtigt, hvad børnene spiser. Samtidig er en god ernæring institutionens ansvar, især fordi en daginstitution rummer mange børn med helt forskellig baggrund.

Der er råd til det

En stor fordel ved at spise økologisk er ifølge Gitte Jessen, at grøntsagerne ikke bliver sprøjtet med gift, at det er godt for miljøet og naturen, at det smager bedre og at børnene udvikler færre allergier

Et af de spørgsmål Gitte Jessen tit får er, om daginstitutionerne har råd til at give børnene økologisk mad, og det mener hun, de har. De 15 kursister fik derfor vist en metode til, hvordan økologisk og sund mad hænger sammen uden at det sprænger budgettet. Det handler om at indføre faste dage med mos, pasta/ris, suppe/gryderetter og grød. Kød eller fisk er der på madplanen en gang om ugen. Desuden kan det være en god ide at finde et økologisk landbrug i nærheden og få leveret varerne.

- Med disse vilkår er det muligt at servere stort set al mad økologisk og holde budgettet på omkring to euro per måltid, fortæller Gitte Jessen.
Et andet vigtigt emne er børnenes blodsukker.
- Mange mennesker er slet ikke klar over, at mange børn går sukkerkolde. Det kan være, at frokosten er for sen, eller at de slet ikke har fået morgenmad hjemmefra. Vi bliver nødt til at sørge for, at børnenes blodsukker er i balance. Nogle kulhydrater sætter fart i blodsukkeret, og det betyder store udsving. Og det har en effekt på børnenes opførsel. De bliver mere urolige. Derfor giver vi dem mad, som giver et jævnt blodsukker hen over dagen, siger hun.

Og sund kost er meget mere. Kursisterne fik at vide, at de fleste fedtstoffer er sunde og vigtige, fordi de blandt andet hjælper kroppen med at danne vitaminer og mineraler fra maden og er gode for fordøjelsen og tarmen. Desuden er det bedre at drikke vand end mælk, som for eksempel danner slim i kroppen.

Institutionerne kan gøre meget, og de kan være med til at inspirere forældrene. De kan for eksempel arrangere madpakkedage, hvor forældre og børn sammen laver en sund madpakke i institutionen. En sund kostpolitik kan formulere mange tiltag, der gavner børnene.

Motion, frisk luft, masser af vand og sund mad går hånd i hånd. Derfor er det også vigtigt, at børnene bevæger sig hver dag.
- Hvis man vil have succes med et sund mad projekt, er det det vigtigste, at man har forældrene med. Derfor er det nødvendigt, at man indfører en kostpolitik skridt for skridt. Det kan faktisk tage lang tid, men hvis alle forældre så er med på den, er det også noget, der er sikret.

Daniel Dürkop