Spændingsfeltet mellem viden og tro

Unge belyste forskellige emner ud fra et religiøst og et videnskabeligt syn.

DKFLUViden Og Tro 18

Omkring 1000 elever fra Danmark og Sydslesvig var i denne uge til en ungekonference om »Viden og Tro« på A. P. Møller Skolen i Slesvig. Konferencens formål var at inspirere til samtaler inden for det klassiske spændingsfelt mellem viden og tro. Temaet er aktuelt i et videnssamfund, hvor troen stadig er en vigtig del af mange menneskers tilværelse.

Foredragsholderne var Kristian Leth, forfatter og sanger (The William Blakes), og Holger Bech Nielsen, professor i teoretisk højenergifysik ved Niels Bohr Institutet.

DKFLUViden Og Tro 15Kristian Leth fortalte om sine egne oplevelser med viden og tro, mens Holger Bech Nielsen blandt andet kredsede om universets tilblivelse. Efter foredragene var der afsat tid til, at de unge kunne spørge ind. Spørgsmålene favnede bredt fra religionens syn på aktiv dødshjælp til klimaforandringen ud fra et tros- og et videnskabeligt syn. Her var Holger Bech Nielsen skeptisk over for, om alle de tegn på klimaforandringen nu også kunne holde stand i en videnskabelig analyse. Kristian Leth forklarede, hvorfor det ikke er noget tilfælde, at naturen i de kristne lande bliver underordnet andre interesser.

Kristendom og frugtbarhedskulter

- Dette syn stammer helt tilbage til den tid, hvor romerne ville kristne Europa. De kæmpede en troskamp mod frugtbarhedskulter, så der blev opbygget en modsætning mellem kristendommen og de kulter, der tilbedte naturen. Dette modsætningsforhold har præget vores syn på naturen sidenhen, sagde Kristian Leth.

DKFLUViden Og Tro 23Ungekonferencen blev arrangeret af Samtaleforum for Unge og Kirke, SUK Haderslev, og Menighedernes Børne og Ungdomsarbejde i Sydslesvig, MBU. Eleverne kom fra A. P. Møller Skolen, Duborg-Skolen, Deutsches Gymnasium i Aabenraa, Alssund Gymnasiet i Sønderborg, Aabenraa Statsskole, Erhvervsuddannelsescenter EUC Syd i Sønderborg og Vejles Tekniske Gymnasium.

Daniel Dürkop