Skoleforeningen får støtte til to projekter

Arbejdet omkring elevrejser og omkring København-Bonn-erklæringerne kan føres ud i livet.

Folketingets Sydslesvigudvalg har nu besluttet, hvilke projekter, der skal modtage støtte i 2015. Samlet set har udvalget valgt at støtte 6 projekter med i alt i 2,9 mio. kr. Blandt de seks projekter er to fra Dansk Skoleforening for Sydslesvig e.V. Det er »Elevudveksling - en moderne dannelsesrejse« og »København-Bonn-erklæringerne i et uddannelsesperspektiv«. Begge projekter opfylder Sydslesvigudvalgets ønske om, at yde støtte til, at flere danskere nord for grænsen får en mere indgående forståelse for det danske mindretal syd for grænsen.

Kendskab på retur

- 2014 har med afsæt i markeringen af 150-året for afslutningen af krigen i 1864 medført, at mindretallet har optrådt hyppigt på tv-skærmene rundt om i de danske stuer: Jan Gintberg, Anders Agger og Anne Hjernøe samt Søren Vesterby fra TV SYD har alle gæstet Sydslesvig, og har på hver deres måde været med til at beskrive de særlige bånd, der knytter Danmark og mindretallet sammen. Hvad TV-udsendelserne desværre også har bekræftet os i, er, at kendskabet til mindretallet i Danmark desværre er på retur, og især blandt de yngre generationer står vi foran en stor opgave. Derfor har vi igen i år valgt  at støtte projekter, der sætter fokus på oplysningsindsatsen i Danmark, udtaler Sydslesvigudvalgets formand  Troels Ravn.

Projektet »Elevudveksling - en moderne dannelsesrejse« varer et år og får 75.000 kroner i tilskud. Projektets formål er at give et nutidigt og moderne indblik i, hvad det vil sige at være udvekslingselev og barn i mindretallet. Samt skabe opmærksomhed og let tilgængelig og spændende information omkring det at være udvekslingselev. 

Projektet vil bestå af en sang, en musikvideo og en mini-reportagefilm. Musikvideoen med sangen vil være tilgængelig som download, og den kan bruges i forbindelse med oplysningsarbejde omkring udvekslingselever.

Reportagefilmen kan bruges i oplysningsarbejdet omkring udvekslingselever - blandt andet på feriebarn.dk. Elever og undervisere kan hermed på en nem og spændende måde få en fornemmelse af, hvad udveksling indebærer. Informationsprojektet skal kunne bruges på flere platforme og af flere parter nu og de næste mange år fremover.

Arrangement for de unge

Projektet »København-Bonn-erklæringerne i et uddannelsesperspektiv« varer ligeledes et år og får 176.500 kroner i projektstøtte. I anledning af 60års-jubilæet for erklæringerne går A. P. Møller Skolen i Slesvig og Handelsgymnasiet Business College Syd i Sønderborg sammen om et stort arrangement for elever på ungdomsuddannelser i grænseregionen, som skal markere mindretalserklæringernes jubilæum og samtidig skal skabe viden og engagement for det danske mindretal i et fremadrettet perspektiv. Målgruppen er unge i aldersgruppen 17-19 år.

Daniel Dürkop