Seks meter høj myretue for børn

Jes Kruse-Skolen har nu fået et nyt klatrestativ.

Dkflajeskruse

I påsken 2014 måtte Jes Kruse-Skolens mangeårige klatretårn lade livet. Det var gennemtæret af vind og vejr, og skolegården så noget tom ud i tiden efter.

Skolens samarbejdsråd gik i gang med at samle penge til nye legeredskaber og en renovering af området. Slesvig-Ligaen med daværende formand Flemming Radsted Madsen rakte skolen en hjælpende hånd med midler fra Ligaens landsindsamling. Det gav 50.000 kroner, men det slog ikke til. Der måtte samles flere penge. Forældre og samarbejdsråd gik i gang med forskellige aktiviteter såsom banko og loppemarked, og langsomt begyndte det at skæppe i kassen.

Tysk legeredskab

Parallelt hertil drøftede elevrådet forskellige ideer. Der skulle skabes enighed om, hvad der skulle erstatte det gamle tårn. Et samarbejdsrådsmedlem kom fra sommerferie med et billede af legeredskaber på en dansk rasteplads. Det måtte da være det rigtige, et flot dansk legeredskab, som dog ved nærmere eftersyn var fremstillet af Berliner Seilfabrik. Samarbejdsrådets formand, Sylvia Grabowski-Fillmer, gav grønt lys for projektet.

Det nye tårn skulle være 6,10 meter højt, så der skulle et særligt faldunderlag til; men også det lykkedes det konstitueret viceskoleinspektør Anette Taebel at få på plads, så klatrestativet skunne indvies indvies.

Det skete med gode ord fra elevrådets formand, Fynn Rosenberg, efterfulgt af et trefoldigt leve for skolen. Takket være rengøringsassistenter og pedeller blev eleverne og lærerne budt på et lille glas, og efter en fælles skål blev klatrestativet til en myretue. Som lovet holdt tovene, og nu står det nye legeredskab i skolegården og venter på at blive brugt.

Flere forslag

Til efteråret fortsætter samarbejdsrådet arbejdet med at skabe endnu bedre muligheder for skolens elever i frikvartererne. Der er allerede kommet flere konkrete forslag fra 7.-8. klasses kursusfag »innovation«, og nu skal der samles penge til at realisere disse. Det sker bl.a. ved et sponsorløb i forbindelse med motionsløbet før efterårsferien.