Rigtig musik til børn og unge

Børnemusik i dag har mange facetter og er af kunstnerisk høj kvalitet.

Som forælder kan det være svært at introducere sine børn til musikkens mangfoldighed. Det er til tider skræmmende, hvor endimensionel børnemusik er, både med hensyn til tekster og anvendte instrumenter. Tilbage er klassikerne, som alle kender, men som måske ikke er så nutidige.

Selvfølgelig findes der god musik til børn, både i Danmark og i Tyskland.
Frederik Vahle er en tysk musiker, som mange forældre kender fra deres egen barndom. Nena har lavet en række børnesange, og i Danmark har for eksempel Søs Fenger lavet en glimrende plade med vuggeviser. Men når det handler om musik, der runger i hele kroppen, kan det være svært at få børn til at møde musik, der er lavet til dem.

To bands, der laver børnemusik uden at gå på kompromis med det musikalske, er danske Babulja og tyske »Deine Freunde«. Begge bands udgav nye plader sidste år.

Fjollet rock for de mindste

Det danske band Babulja sparer hverken på sjove rim, glad musik eller danseklare rytmer inspireret af musik fra hele verden, når de får børn til at springe op, synge og danse.

DkflababuljaBabuljas musik er skabt til at danse til og synge med på. Der er tryk på fra første sekund, og musikken og teksterne er i øjenhøjde med børn fra 3 års alderen op til 6-7 års alderen. Det er musik med overskud tydeligt inspireret af Balkan-musik, brasiliansk bossanova, engelsk rock og dansk visesang, mens teksterne åbner sig for både børn og voksne med fjollede handlinger og sandheder sagt med et glimt i øjet.

Babulja udgav for nogle måneder siden sin anden plade, Babu, som man i Tyskland kan købe på iTunes. Bandets første album, Syng og dans, kan købes på Amazon i Tyskland.

For forsanger og komponist, Thomas Soubak, er det en alvorlig sag at skrive musik til børn og optræde på skoler, biblioteker og børnehaver.
- Musik har en pædagogisk åre som ingen andre kunstformer. Legen og fællesskabet er i den grad i centrum i vores musik, lige som råhed, energi og symbiosen med publikum, når vi er ude at spille. Og så er vi inspireret af musik fra alle verdenshjørner, fordi alle kulturer har noget enestående at komme med, siger han.

Inddrage børnene

- Vi prøver altid at inddrage børnene, når vi er ude at spille, så de mærker, at de er en del af et fællesskab i et musikalsk univers. Vi inddrager børnene med stomp (slå på murerbaljer med trommestikker) klap, tramp, råb og sang. Det er vigtigt, at børnene får deres energi ud og kan danse i takt til musikken, da det frigør glæde, spontanitet og lyst til at lære, fortæller Thomas Soubak.

Så kender du nogle børn, som trænger til at røre sig, fordi de sidder foran et computerspil dagen lang? Eller har du måske hørt om nogle børn, som elsker at danse, men som ikke rigtig har noget god musik at danse til. Måske har du selv børn, som elsker at synge vrøvletekster, men som savner nogle gode vrøvletekster at synge med på. Hvis du kan svare ja til et af de tre spørgsmål, så er Babulja nok noget for dig og dine børn.

- Babulja er børnemusikkens svar på Tom Waits: Udfordrende, dragende og top underholdende. Babulja er musik af høj kvalitet, spillet af nogle af Danmarks bedste musikere. Her bliver der ikke skåret hjørner eller klippet kanter med den undskyldning, at det jo bare er til børn. Tværtimod, siger musikskoleleder Stefan Moulvad om de fire musikere, hvoraf tre er konservatorieuddannet og en er murermester. Det er ham, der skriver det meste af musikken.

Ægte RAP for børn

Det lyder voksent, men teksterne kredser om det, der optager de unge.

Dkfla Freunde»Deine Freunde« er noget helt særligt inden for tysk hip hop. Det er nemlig hip hop i børnehøjde, og bandet har haft kæmpe succes med sine første to albums »Ausm Häuschen« fra 2012 og »Heile Welt«, som udkom sidste år. Igennem de seneste år har bandet fyldt koncertsale i hele Tyskland, og det hænger sammen med, at det, selv om det spiller musik, der henvender sig til børn fra seks-syv års alderen og måske endda lidt yngre børn, ikke vil gå på kompromis med det kunstneriske.

- At vi laver musik til børn og familier betyder jo ikke, at vores musik skal lyde som kendingsmelodien til Teletubbies, siger rapperen Florian Sump, som har en fortid som trommeslager i det succesrige Flensborg-band, Echt.
- Som alle bands har vi selvfølgelig også et krav til os selv om at udvikle vores musik, siger han.

Denne udviklingsproces skete blandt andet mellem bandets to udgivelser, hvor »Deine Freunde« har været på turné i et år. DJ Markus Pauli, som også er live-DJ for bandet Fettes Brot, siger, at bandet har lært meget af livekoncerterne.
- Det er, at man rent musikalsk set ikke behøver at være bange for at afprøve noget nyt, fordi man laver børnemusik. Jo mere »voksen« vores sound blev, desto mere var børnene med - børn elsker det lige så meget som voksne, når bassen brummer i hele kroppen. Med hensyn til teksterne og de emner, vi udvælger, bliver vi dog helt i børnenes univers. Det har den højeste prioritet.

For bandet er det således hårdt arbejde at finde ideer og emner til sine sange.
- Vi er meget ærlige over for hinanden. Når der er noget, vi ikke kan lide, ryger det ud, siger sangeren Lukas Nimercheck, som også er studievært i »Tigerentenclub«
- Det skal være musik, som forældrene kan spille med god samvittighed med bilruden rullet ned, tilføjer Florian Sump.

Sangene kredser om emner fra det helt almindelige familieliv. Det er mod, venskab, at vokse, angst, dessert og »din mor«. Bandets stil spænder fra alt fra elektropop over 1960ernes showorkestre til sørgmodige sange.

»Deine Freunde« har fundet balancen mellem børnesang og det at vise modne musikalske følelser. Med dette krav til sig selv udfylder de et hul i tysk musik. Med deres humor og tekster er de tæt på moderne familiers virkelighed.

Daniel Dürkop