Politikere afgør, hvordan samfundet skal være

Den tidligere skolelærer, Flemming Meyer, nu medlem af landdagen for Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, talte i 1,5 time om alt fra mindsteløn til madvarekvalitet. Det gjorde han for 9. klasserne på Læk Danske Skole.

 DSC7581

Efter at have talt om, hvad SSW, er, sagde Flemming Meyer:
- Hvis vi vil have indflydelse, er det vigtigt, at vi har vores eget parti.
Han fortalte, at mindretallet betaler skat i Tyskland lige som alle andre, og mindretallets børn går i skole.

- Derfor skal den tyske stat betale jeres skolegang, selv om I går i danske skoler, sagde han og fortsatte:
- For at få del i de penge er det nødvendigt at sidde med ved bordet.
Derefter spurgte den tidligere skolelærer eleverne om, hvad politikerne ellers beslutter. Det første emne blev mindsteløn.
- Forskellen mellem rig og fattig bliver større. Nogle tjener ikke nok, selv om de går på arbejde, sagde han.

En elev spurgte, om mindstelønnen ikke var en narresut, og sagde, at ingen kan leve den.
- Den er en begyndelse, svarede Meyer og fortalte eleverne om det danske arbejdsmarked, hvor arbejdsgiver og arbejdstager selv aftaler løn- og arbejdsvilkår.

Eleverne spurgte om sundhed, og Flemming Meyer fortalte om små sygehuse, der måske ikke altid kan give en tidssvarende behandling, om manglen på læger på landet. Han fortalte, at det var vigtigt at have et offentligt transportsystem og talte om lovgivningen. Her fik eleverne at vide, at der er flere regler i Tyskland end i Danmark, og at det tyske retssystem bygger på gamle romerske love, mens det danske bygger på Jyske Lov.

Uddannelse, fællesskoler, integration, børnehavernes udvikling fra opbevaringssteder til at være en del af uddannelsesforløbet, om levestandard, madkvalitet, internet til de små samfund. Hele tiden spurgte Flemming Meyer eleverne, hvilke områder politikerne skal tage stilling til – og de svarede tilbage med vidt forskellige emner.

LeckDe fik også lidt at vide om Flemming Meyer selv. Blandt andet, at han har fire børn og ti børnebørn.
- Hvis det danske mindretal skal blive til flertal, må vi jo gøre noget ved det, sagde han og fortalte også eleverne, at han står op hver dag klokken 05.30. Kører hjemmefra klokken 06 og først er hjemme igen mellem 22 og23. Siden han kom ind i landdagen, har han kørt 70.000 kilometer om året.

Eleverne sad koncentreret og lyttede i halvanden time. Ænsede end ikke ringklokken.
- Det er interessant at høre og spændende, at en politiker kommer ud på skolen og fortæller os, om det rigtige liv, og hvordan tingene bliver bestemt, sagde Brian Lamm fra 9. klasse bagefter. Han var også glad for at få indblik i SSW og vil måske selv en dag beskæftige sig med politik.
- Det er spændende at se, hvad der er vigtigt for samfundet, synes han.

Annelise Mølvig